Canadas premierminister, Stephen Harper, i samtale med præsident Barack Obama. Foto: Wikipedia via CC Denmark

SIKKERHED

OTTAWA

Canadas regering har været blandt Vestens hårdeste Rusland-kritikere i forbindelse med krisen i Ukraine.

Foruden støtte til de provestlige gadedemonstranter, der var begyndelsen til enden for Janukovitj, var regeringen hurtig til at udvise russiske militærfolk på udveksling i Canada og hjemkalde sin ambassadør fra Moskva. Canada var også blandt de første til at indføre sanktioner mod russiske politikere, forretningsfolk og officerer og var samtidig en af de største fortalere for at få Rusland lukket ude af det af de gode selskab i G8.

Mens andre, inklusive USA, fordømte Rusland på den diplomatiske måde, lagde den canadiske udenrigsminister John Baird ingen fingre imellem og sammenlignede kontant Putins ageren på Krim med Hitlers invasion af Sudeterlandet i 1938. En overgang lød det næsten som om Canada var fortaler for en militær intervention.

Med næste valg in mente

Baggrunden for den kontante retorik skal blandt andet findes i valgtaktiske overvejelser.

Canada er det land i verden, der er hjem for flest ukrainere uden for Ukraine og Rusland. Omkring 1,2 millioner canadiere stammer fra den gamle Sovjetrepublik, og mange af immigranterne er oprindeligt flygtet fra Sovjetunionens undertrykkelse. For dem er Canada et ’anti-Rusland’, som de har kunnet realisere deres økonomiske og politiske drømme i – og de er ingen støtter af Putin eller hans fremfærd i det gamle fædreland.

Samtidig har premierminister Harpers seneste otte år på magten vist, at hans regering ikke foretager sig meget uden nøje at overveje, hvilke konsekvenser det har for dens hjemlige opbakning. Næste valg er planlagt i 2015.

Harpers moralske klarsyn

Men taktik er langt fra denne eneste grund til den canadiske regerings fremfærd over for Rusland. Harpers hårde linje demonstrerer også et moralsk fokus i udenrigsanliggender, hvor det gælder om at være på den ’rigtige side’.

”Der er et stærk ideologisk element. Regeringens kerneværdier er lov og orden – og de værdier anvender de ikke kun hjemme, men også i den internationale arena,” forklarer Stéphane Roussel, professor i canadisk udenrigs- og forsvarspolitik på École Nationale d'Administration Publique i Montréal.

”For regeringen eksisterer ondskab, og nogle regimer er onde. I dette tilfælde russerne og Putin, mens ukrainerne er de gode, og dem man skal holde med,” uddyber han.

Hvor Canada før i tiden altid ventede på, hvordan Washington, Paris eller London reagerede udenrigspolitisk, har den nuværende konservative regering i langt højere grad kørt sit eget løb.

Det har vist sig i forhold til Arktis, hvor Harper har fulgt en mere egenrådig linje end tidligere tiders samarbejdsorienterede regeringer, og ikke mindst i forhold til Israel-Palæstina-konflikten, hvor Canada står ensidigt på Israels side, mens de arabiske lande mildest talt betragtes med skepsis.

Arktis på spil

Selvom Canada officielt har insisteret på, at situationen i Ukraine ikke vil påvirke det arktiske samarbejde, kan kursen være farlig, mener Stéphane Roussel.

”I forhold til Mellemøsten er der ingen direkte konsekvenser bortset fra, at nogle arabiske lande bliver mere og mere trætte af Canada, men i forhold til Ukraine og Rusland er der Arktis.”

Rusland er Canadas nabo mod nord og begge lande har – ligesom USA, Danmark og Norge -hævdet at have ret til dele af den arktiske havbund.

”Putin vil huske, at canadierne angreb Rusland, og Moskva kan beslutte sig for at gøre gengæld, når Canada og Rusland senere skal forhandle om havbundsrettigheder.”

Andre canadiske iagttagere har argumenteret for, at Ruslands fremfærd har gjort de arktiske stater så utrygge ved Rusland, at Ukraine-krisen generelt har påvirket opfattelsen af sikkerhedssituationen i det høje nord. Det gælder også i Canada, hvor der er en udbredt frygt for at miste kontrollen i landets arktiske egne, og enhver tale om Arktis i den nationale bevidsthed derfor ofte kommer til at handle om suverænitet. Risikoen er, mener nogle, at det vil tvinge Canada til at øge sin militære tilstedeværelse i Arktis.

Selvom både Rusland og Canada har handlet egenrådigt i forhold til Ukraine, kan man i følge Stéphane Roussel måske håbe på lidt mere pragmatisme fra begge sider i de arktiske spørgsmål.  

”Hvis de kan holde tingene adskilt, så sker der måske ikke noget," siger han.

”Arktis er et multilateralt spil, hvor det er svært at angribe ét af de arktiske lande uden at forstyrre en balance, som også alle har en interesse i at bevare. Den konklusion vil russerne - måske - også nå frem til.”