I Tokyo ligger Chinreisha-helligdommen i forlængelse af Yasukuni-helligdommen. Foto: Asger Røjle Christensen

SAMFUND

TOKYO

Da Japans premierminister, Shinzo Abe, bragte det meste af Østasien i oprør ved Anden Juledag at besøge den omstridte Yasukuni-helligdom i Tokyo, druknede det i alt den megen politiske og diplomatiske ståhej, at han faktisk umiddelbart bagefter besøgte en lille sidehelligdom.

Dette er historien om denne lille sidehelligdom. Chinreisha hedder den. Det er historien om, at der i enhver strid i denne verden, som på overfladen ser håbløst sort-hvid ud, er pragmatiske kræfter, der kæmper en sej kamp for at gøre striden mindre sort-hvid.

At premierministerens Yasukuni-besøg blev opfattet som en provokation af kinesere og koreanere (og mange japanere for den sags skyld), er der ikke noget at sige til. Yasukuni-helligdommen opfylder for mange familier den funktion, som Mindelunden gør i Danmark, men Yasukuni er mere end en mindelund. Det er og bliver et gennempolitiseret sted.

Yasukuni er en shinto-helligdom, som alle, der er døde i krig for Japan bliver indviet til – med navns nævnelse og en lille ceremoni for hver eneste sjæl. Men stedet har også altid været centrum for den politiske shinto-retning med kejseren i centrum, der blev militærregeringens ideologi under verdenskrigen. Og det rummer et fabelagtigt spændende, men dybt problematisk museum, der fortæller en historie om verdenskrigen, som hvidvasker Japans aggression og krigsforbrydelser, og som giver Japans krigsførelse en del af æren for, at asiatiske lande i de følgende årtier kunne løsrive sig fra vestlige kolonimagter.

Så Yasukuni får sindene i kog. Og stedet fik vel at mærke japanske sind i kog i selve Japan i mange årtier efter verdenskrigen. Længe før Kina og Korea sidst i halvfjerdserne begyndte at interessere sig for dets politiske symbolværdi.

Mange japanske familier besøger Yasukuni for at ære slægtninge, der mistede livet under krigen. Men andre familier ville aldrig drømme om at gøre det. Enten fordi de ikke vil støtte stedets politiske budskab – eller fordi de som troende buddhister eller kristne vender sig mod, at en shinto-helligdom på den måde har taget monopol på deres familiemedlemmer efter døden.

Helligdom til også fjenders sjæles hvile

I den ophedede debat om Yasukuni, som fandt sted i tresserne, og som dengang udelukkende var en indenlandsk affære, tog den øverste præst ved Yasukuni på det tidspunkt, Fujimaro Tsukuba, et usædvanligt initiativ. I 1965 indviede han en lille ny sidehelligdom til selve Yasukuni skråt bagved hovedalteret.

Det fik navnet Chinreisha, som ordret oversat betyder ”Sjæle-pacificerende helligdom”. Det havde flere formål, men et af dem var at ære og vise respekt for alle de andre, som var døde i Japans krige, inklusive Japans fjender.

Det er faktisk ikke helt usædvanligt, at buddhistiske templer og shinto-helligdomme med et eller andet bestemt budskab til verden er udstyret med sådan et lille kompensations-alter for at signalere, at mere firkantede er man altså heller ikke.

Fujimaro Tsukuba er en markant figur i efterkrigstidens bearbejdning af verdenskrigen i Japan.

Han var egentlig prins i den yderste del af kejserfamilien, men da hans fætre og brødre i krigsårene valgte militære karrierer, havde han slet ingen ambitioner i den retning. Han interesserede sig for religion og filosofi, og han endte altså som ledende præst i selveste Yasukuni.

Han var med andre ord på den ene side talsmand for selve arnestedet for den militaristiske nationalisme, der havde ført Japan ud i krigen. Samtidig var han på den anden side en følsom pragmatiker, som hele tiden søgte efter måder at få Yasukuni til som religiøs institution at fungere uden evige konflikter med det omliggende samfund.

I årevis efter krigen argumenterede den nationalistiske fløj for, at 14 dømte krigsforbrydere skulle indvies til Yasukuni, ligesom alle andre, der var døde under krigen, var blevet. Nationalisterne var stærkt repræsenteret i helligdommens bestyrelse, og de vedtog flere gange, at det nu skulle ske.

Men Tsukuba brugte sin indflydelse i hverdagen på hele tiden at udsætte det, således at det aldrig blev til noget i hans levetid. Han vidste godt, at det ville blive opfattet som et ekstremt politisk signal og skabe en masse ballade. Det ville han helst undgå.

Efter hans død i 1978 var hans arvtagere imidlertid slet ikke nær så pragmatisk indstillede, og de holdt allerede samme år en hemmelig ceremoni, hvor de 14 navne blev tilføjet til det ”hav af sjæle”, som findes ved Yasukuni.

Det skabte helt forudsigeligt en stor skandale, da det blev kendt i offentligheden året efter, og det var omkring dette tidspunkt, at Yasukuni begyndte at blive et internationalt stridspunkt.

Da daværende premierminister Yasuhiro Nakasone i 1983 og 1985 besøgte Yasukuni for at ære dem, der døde i krig for Japan, var erindringen om denne provokation stadig frisk, og Kina og Sydkorea sendte rasende diplomatiske protester. Det svarede til, at den tyske kansler viste sin respekt ved Hitlers grav, hed det. Siden dengang har Yasukuni med jævne mellemrum været i overskrifterne på alverdens udlandssider.

Gemt bag metalhegn

Tsukubas arvtagere som præster ved Yasukuni brød sig ikke så meget om Chinreisha, den lille sidehelligdom, som han havde gjort.

Den lille helligdom lå der stadig. Den var indviet, og sådan en indvielse kan ikke ophæves ifølge shinto. De daglige ritualer bliver samvittighedsfuldt gennemført af præsterne – ligesom de gør den dag i dag. Men helligdommen røg ud i glemslen. Så megen respekt for Japans fjender var man ikke meget for at vise netop på dette sted.

I 1976 blev der bygget et bombastisk metalhegn uden om Chinreisha. Officielt skete det for at beskytte helligdommen mod, at skrupskøre nationalister skulle kunne ødelægge den, men det var også en måde at vise verden, at den ikke var en del af det Yasukuni, som man lagde stor vægt på at vise frem.

Chinreisha var i unåde. Den var med på kortet, men blev ikke nævnt i teksten til den folder i forskellige sprog, der blev uddelt til turister ved indgangen.

Først i 2006 begyndte der at ske noget igen. Striden om daværende premierminister Junichiro Koizumis årlige Yasukuni-besøg havde lammet alt østasiatisk diplomati på topplan i fem år. Nu trådte Koizumi tilbage, og forholdet til især Kina skulle for alt i verden repareres.

Avisen Mainichi Shimbun skrev dengang, at det seriøst blev overvejet i toppen af Japans regering at bringe den lille helligdom ud af dens unåde og mere offensivt fortælle verden, at den eksisterede – som en udstrakt hånd til Kina.

Der kom ganske vist aldrig en stor offentlig markering ud af det på det tidspunkt, men Chinreisha blev delvist åbnet for offentligheden igen, selv om det tunge hegn stadig står der.

Og så dukkede den lille helligdom pludselig op i nyhedshistorierne igen for få uger siden, da Japans nuværende premierminister, Shinzo Abe, havde besluttet med sig selv, at han nu ikke længere ville føje sine embedsmænds og diplomaters råd om at lade være. Nu ville den stålsatte nationalist besøge Yasukuni, som han hele tiden har følt, at en japansk premierminister burde gøre. Og så måtte kineserne, koreanerne, amerikanerne og alle hans indenlandske kritikere pibe og synge så meget de ville.

Det var næppe hans egen ide at inkludere Chinreisha i besøget. Men Abe er heldig at have en ekstremt dygtig ledende talsmand for regeringen i Yoshihide Suga. Det er i Japan en af de vigtigste poster i regeringen, og talsmanden er samtidig den daglige leder af premierministerens kontor.

Ifølge den japanske avis Yomiuri Shimbun fik Suga to dage før som en af de eneste at vide, at Abe havde tænkt sig at besøge Yasukuni om formiddagen 26. december.

Da Sugas sidste forsøg på at overtale Abe til at lade være var slået fejl, gik den driftsikre politiker ellers i gang med at forberede en indpakning til besøget, som kunne slibe de værste kanter af i forhold til omverdenen.

Suga forberedte en erklæring, som Abe efter besøget artigt læste op, som rummede den dybeste undskyldning for Japans krigsforbrydelser og aggression og den mest markante bekendelse til verdensfreden, som man nogensinde har hørt fra den kant.

Og Suga fik altså samtidig indlagt i programmet, at Abe ikke alene besøgte selve Yasukunis hovedalter, men også Chinreisha, og at Abe udtrykkeligt i begyndelsen af sin erklæring gjorde opmærksom på dette.

”I dag besøgte jeg Yasukuni-helligdommen og udtrykte mine dybtfølte kondolencer, viste min respekt og bad for sjælene for alle dem, som kæmpede for deres land og gjorde det ultimative offer. Jeg besøgte også Chinreisha, et mindested, hvor jeg bad for sjælene for alle uanset nationalitet, som mistede livet under krigen, men ikke er indviet til Yasukuni-helligdommen,” hed det i Abes erklæring, som altså var forfattet af Suga i et desperat forsøg på at opbløde konsekvenserne af hans chefs enerådige handling.

Abe vil vise sig som handlekraftig

For Abe handlede det om at besøge Yasukuni – koste hvad det ville. Han ville vise verden, at Japan har fået en handlekraftig regeringschef, der gør, hvad han mener, er det rigtige at gøre, og som ikke ligger under for pres fra indland og udland.

Det var det signal, han ville sende, og det var det signal, der nåede ud til alverden – på godt og ondt. Så var han i øvrigt villig til at føje sine rådgivere og sige hvad som helst undervejs.

Derfor skal man ikke overfortolke, at Chinreisha i forbindelse med hans Yasukuni-besøg i julen atter kom til at spille en birolle i det officielle Japans komplicerede håndtering af sin krigshistorie.

Men selve det faktum, at helligdommen ligger der, og at den måske er på vej ud af sin mangeårige unåde, er et tegn på, at intet er sort-hvidt i denne verden.

Der er skabspacifister blandt nationalisterne, og der er skabsnationalister blandt pacifisterne. Det gør historien ikke så lidt mere kompliceret at fortælle – men så kompliceret er den.