Dina Zayed på cafe i Kairo med sine venner. Hun er meget pessimistisk med hensyn til det kommende valg og den politiske udvikling i Egypten. Alting er ligesom før revolutionen i 2011. Foto: Flemming Weiss Andersen

SAMFUND

”Folket kræver regimets fald,” står der på muren over for den lille café i Alwi-gaden i Kairos centrum, hvor 21-årige Dina Zayed drikker kaffe sammen med nogle venner. Nede under det berømte slagord fra revolutionens dage er der to rækker med graffiti-portrætter af 20 unge ansigter - 20 unge mænd, som mistede livet i forbindelse med protestdemonstrationerne gennem de snart tre et halvt år, der er gået siden januar-revolutionen i 2011.

”Den slags finder man mange steder,” siger Dina Zayed. ”Men desværre har de unge givet deres liv forgæves. Regimet er stadig det samme, og det bliver det ved med at være. Intet har forandret sig.”

”Mubarak-regimet har aldrig sluppet magten, lige på nær den første måned efter revolutionen,” supplerer én af vennerne, 25-årige Amir Tawfiq - med henvisning til, at hele det statslige magtapparater stort set er uforandret. Og når egypterne i slutningen af måneden skal vælge ny præsident, bliver det på mange måder som en reprise af valgene under Hosni Mubarak.

For ganske vist er der to kandidater: Den venstreorienterede aktivist, nasserist og tidligere politiske fange, Hamdeen Sabahi, som blev nummer tre ved det forrige præsidentvalg. Og den tidligere forsvarsminister, feltmarskal Abdel Fatah al-Sisi, som sidste år i juli afsatte Egyptens første og hidtil eneste demokratisk valgte præsident, islamisten Mohamed Morsi.

Men i modsætning til præsidentvalget for to år siden, da seks vidt forskellige kandidater dystede imod hinanden i et højst uforudsigeligt ræs med masser af animeret, politisk - og ikke mindst religiøs - debat mellem vælgerne, er der ingen tvivl om udfaldet nu: Sisi vinder, uanset hvad, som en af vennerne, Hassib Hassan, siger.

For hvordan kan man undgå at vinde, når man er blevet bakket op i stort set samtlige medier i månedsvis, og når man i øvrigt er den foretrukne kandidat for militæret, Egyptens mest magtfulde og populære institution?

Egypten har været regeret af militært indsatte præsidenter i seks årtier – på nær det ene år under ekspræsident Mohamed Morsi, som kommer fra Det Muslimske Broderskab - og nu har de unge fået nok af militæret. At Sisi formelt set lagde uniformen i sidste måned, efter næsten 45 års tro tjeneste, gør ingen forskel.

”Sisi er kun civil på papiret,” siger Amir Tawfiq. ”Han vil altid være den militære efterretningstjenestes mand.”

For tre et halvt år siden var de unge egyptere drivkraften i oprøret, som væltede Hosni Mubarak.

”Nu føler vi os løbet over ende af både Broderskabet og militæret,” siger Amir Tawfiq.

Og gejsten og viljen til forandring er for manges vedkommende afløst af apati og desillusion. Økonomien er på randen af sammenbrud, antallet af fattige er højere end nogensinde, og hvis man er i alderen 15 til 24 år, er risikoen for ikke at finde arbejde seks gange større end for alle andre aldersgrupper.

Samtidig er det politiske klima blevet mere brutalt og undertrykkende, end det har været i årtier. På blot ti måneder er tusindvis af aktivister blevet dræbt eller såret, omkring 20.000 er blevet fængslet – langt hovedparten unge – og mange af dem er blevet idømt årelange fængselsstraffe blot fordi, de har demonstreret.

”De er i fængsel, fordi ingen af målene fra 25. januar revolutionen er blevet opnået,” siger Amir Tawfiq. ”Vi har stadig enorme problemer med uddannelsessystemet, med sundhedssystemet, med korruption, med alting.”

”Ja, alt er korrumperet,” siger Dina Zayad.

Abdel Fatah al-Sisis modkandidat, Hamdeen Sabahi, tror de unge heller ikke på. Han regnes ellers for de unges kandidat og fremstiller sig selv som revolutionens sande forkæmper med et politisk program baseret på det revolutionære slagord om ”Brød, frihed og social retfærdighed” til alle. Og så har han ikke noget med militæret at gøre.

”Men han vil bare have præsidentstolen,” siger Dina Zayad, og vennen Mohamed Magdi er enig.

Så på spørgsmålet om de har tænkt sig at stemme, lyder er blankt nej fra hele flokken.

”Jeg har aldrig stemt, og jeg kommer aldrig til det,” siger Dina Zayad. ”Det, der sker, sker alligevel, uanset om vi ønsker det eller ej.”

Selvfølgelig er det ikke alle unge, der er imod Sisi, og inde på nabocafeen finder vi 27-årige Mohamed Karam og fire af hans venner, som er begejstrede ved udsigten til at få den tidligere forsvarsminister som præsident.

”Vi har brug for en stærk mand, som kan kontrollere landet,” siger Mohamed Karam. ”Det vigtigste af alt lige nu er sikkerhed og stabilitet, for terrorister er ved at flå Egypten i stykker. Og al-Sisi med sin militære baggrund er dén, der kan frelse os.”

”Al-Sisi er super stærk,” siger hans 20-årige veninde, Nancy, og forsikrer, at ”Sisi vil give os alle vores rettigheder og alt, hvad vi ønsker!”

Men faktum er, at den 59-årige feltmarskal i høj grad henter sine støtter blandt ældre, som ser hans vilje til at slå brutalt ned på islamisterne og på oppositionen i det hele taget som et tegn på styrke – og som en velkendt fortsættelse af dén sikkerhedspolitik, som egyptiske præsidenter har ført, siden en gruppe officerer fra hæren tog magten ved et kup i 1952.

”De ældre er vant til ro og stabilitet, og de mener, at det er os, de unge, som har kastet Egypten ud i kaos og ballade,” siger 24-årige Mahmoud Zouhery, som vi møder på en café i en anden del af Kairos centrum. ”De har levet under Mubarak i 30 år, og for dem er stabilitet det vigtigste. Men vi unge er anderledes, og derfor støder vi sammen igen og igen.”

Mahmoud Zouhery mener – som så mange andre unge - at det kommende valg er en politisk farce. Men man bør trods alt give sin mening til kende, synes han, så i stedet for at sætte et kryds, vil han skrive ”et eller andet” på stemmesedlen, der udtrykker hans foragt for ”hele denne politiske paradeforestilling, som skal få os til at tro, at vi har demokrati!”. Præcist hvad ved han ikke endnu.

Men de fleste unge vælgere vil efter al sandsynlighed blive hjemme. Ved folkeafstemningen i januar var det færre end hver fjerde under 30 år, der satte deres kryds, og i et land, hvor over halvdelen af befolkningen er under 25 år, bliver det én af al-Sisis største udfordringer at dæmme op for den voksende generationskløft, hvis han bliver præsident.

Den nuværende regering, hvis yngste medlem er den 55-årige ungdomsminister, har i høj grad selv været med til at støde de unge fra sig , bl.a. ved at fremstille unge aktivister som eksempelvis lederen af 6. April bevægelsen, Ahmed Maher, som sabotører betalt af udlandet for at føre Egypten ud i anarki og kaos. I dag afsoner Ahmed Maher en treårig fængselsdom for at have deltaget i protestdemonstrationer, og 6. April bevægelsen, som var én af de afgørende drivkræfter bag revolutionen i januar 2011, er for nylig blevet forbudt af domstolene.

”Regeringen har lovet os igen og igen, at de vil inddrage de unge, men det er aldrig sket, og hvis de laver en regering igen med kun gamle, så går vi ud i gaderne og demonstrerer,” siger Mahmoud Zouhery, som stadig tror på, at forandring er mulig.

”Mange af mine venner sidder i fængsel, og nogle er blevet dræbt. Men nu diskuterer vi trods alt. Før var folk ignoranter, i dag ved den unge generation en masse om politik, og vi vil fortsætte ad dén vej, som blev banet af dem, der gav deres liv. Frygtens mur er rykket,” siger Mahmoud Zouhery som et ekko af 2011-revolutionen.

Men det er han den eneste af dem, vi møder, som stadig siger.