DIN VERDEN
Syriens mange ansigter gør vestlig hjælp usikker
Gennem den nu snart to år lange borgerkrig i Syrien har verden set magtesløst til, mens politikerne har overvejet, hvordan der eventuelt kunne gribes ind. USA kigger lige nu på konkrete muligheder i lyset af Assad-regimets svaghed, men frygten for en islamistisk fremtid skræmmer.
Af Paula Larrain
Det er samme spørgsmål, der lurer ved ethvert voldeligt magtskifte: Hvad skal der ske bagefter?
I den seneste tid har det stået klart, at Assad-regimet i Syrien er mere end bare trængt. Det erkender man nu også i Rusland, som ellers traditionelt har støttet Syrien og været med til at forhindre FN-sanktioner mod landet.
Det stærke militære pres på Assad har lukket op for nye diskussioner om, hvad man udefra kan gøre for at standse de blodige overgreb på civile - i en borgerkrig, der snart har kostet 40.000 mennesker livet.
Så langt så godt, hvis du lige som jeg er blandt de mange i verden, der lider som magtesløse vidner til de mange drab og ønsker, at vi skal gøre noget.
Det er bare ikke så simpelt.
Tyrkiet har gennem måneder råbt op om en intervention fra internationalt hold, fordi de som naboland frygter at blive draget yderligere ind i kampene, men også for at forhindre et decideret folkemord a la det, der skete i Bosnien.
Det tog som bekendt fem år at få standset dén borgerkrig og det skete først, da USA tog teten og satte navnlig serberne på plads. Set i bakspejlet kan denne bedrift se simpel ud, men forud for Clinton-regeringens resolutte beslutning om at træde ind, havde været mangt et mislykket forsøg på "at gøre noget".
Kernen i magtesløsheden dengang handlede om frygt for at tage parti, og mens de europæiske magter stod med deres fine intentioner om at standse kamphandlingerne i deres egen baghave på en uangribelig måde, mistede 100.000 mennesker livet. Det var måske blevet til endnu flere, hvis USA ikke var trådt til.
Syrien er langt fra som Bosnien, men også denne gang lader det til, at en international indgriben kun kan komme fra den anden side af Atlanten. USA - og verden - er blot et andet sted i dag end i 1990erne, så der bliver tøvet en del. Og tænkt.
En mosaik af modsatrettede interesser
Både krigsmæssigt og i forhold til antallet af etniske og religiøse grupper er Syrien en helt anden historie end Bosnien.
Syrien er en mosaik af ofte helt modsatrettede interesser, der også i nogen grad styres udefra. Grupperne i Syrien er blevet holdt nede og i fred med hinanden ved hjælp af undertrykkelse og frygt gennem først diktator Hafez al-Assad og nu gennem hans yngste søn Bashar Al-Assad. Begge tilhørende mindretallet Alawitterne, der gennem Baath-partiet har styret landet siden 1963.
Efter omvæltningerne i andre arabiske stater kom det såkaldte Arabiske Forår også til Damaskus og herfra begyndte kampen for frihed. Altså i første omgang bare frihed fra Assad.
Det er et simpelt mål, der lige nu samler mosaikbrikkerne, men hvem der kommer til at tage magten efterfølgende, er umuligt at gætte om. Og det er grunden til, at USA og resten af verden står og tripper usikkert på sidelinjen.
Våben havner i "forkerte" hænder
Noget er man dog blevet enige om at gøre. Mere end 110 lande - heriblandt Frankrig og Storbritannien - har nu anerkendt Syriens Nationale Koalition som den legitime repræsentant for Syrien. Det blev stadfæstet i begyndelsen af december, da Syriens Venner mødtes til en større konference i Marrakesh. Men hvad den anerkendelse går ud på, og hvad den konkret, kan bruges til, er der ikke mange, der kan svare på.
"Anerkendelse er dejligt, men den skal altså have nogle tænder," som en talsmand for koalitionen sagde. Med andre ord, skal der følge våben eller soldater med.
Problemet er, at godt nok vil man eksempelvis i Vesten hjælpe med at komme af med Assad, men man vil helst ikke bevæbne yderligtgående muslimske grupper. Syriens mange grupperinger har på grund af årtiers undertrykkelse ikke nogen synderlig politisk erfaring og Syriens Nationale Koalition består da også af en meget bred opposition, der godt nok kan blive enige om at hade Assad, men som tæller alt lige fra venstrefløjstænkere til Det Muslimske Broderskab.
På trods af det brogede billede, bliver der sendt både humanitær og militær hjælp over grænsen. Våbnene gives videre af C.I.A.s agenter i det sydlige Tyrkiet, og disse har arabiske kolleger fra Saudi Arabien og Qatar til at sørge for, at automatrifler og granater havner i de rigtige hænder.
Ifølge New York Times' kilder går det dog ikke så godt med det samarbejde. Våbnene lader til at havne i hænderne på islamiske krigere frem for hos den sekulariserede del af oprøret, og det har givet brændstof til argumenter om at gå mere officielt til værks ved at sende våben direkte.
Som en kilde i regeringen sagde det i efteråret:
"Problemet lige nu er, at vi ikke kan se, hvor våbnene havner. Det er ulempen ved at outsource den her opgave."
Og da det for USA ikke kun er tale om hjælp til at standse drabene på civile, men i allerhøjeste grad også om at dække en strategisk flanke af, så mener flere i Washington, at man skal til at engagere sig mere helhjertet.
Syrien er et vigtigt territorium
Syriens historie siger noget om, hvor central landets placering er. For meget længe siden var Damaskus centrum for Det Islamiske Imperium og har været genstand for invasioner og besættelser af romere, mongoler, korsfarere og tyrkere.
Det moderne Syrien fik sin uafhængighed fra Frankrig i 1946 og startede allerede dengang med politisk ustabilitet på grund af de mange forskellige grupper, der havde slået sig ned gennem tiderne: Kurdere, armeniere, assyrere, kristne, drusere, alawitter og arabiske sunnier.
I slutningen af 1950erne slog Syrien pjalterne sammen med Egypten, men blev igen selvstændigt efter et par år, hvorefter Hafez Al-Assad og hans pan-arabiske nationalistparti, Baath, satte sig tungt på magten. Syrien har siden været en indædt modstander af Vesten og af Israel, men til gengæld en god ven af Iran samt ekstremister i Libanon og dermed også automatisk en torn i øjet på USA.
Derfor har amerikanerne også en klar interesse i, hvem der kommer til at styre landet efter Assad. Ikke mindst fordi NATO-landet Tyrkiet presser på.
Der er dog flere strategiske hensyn at tage for Præsident Obama. Han lader til at være lige så forsigtig omkring Syrien, som han var i forhold til Libyen. Han endte med at gå med i de militære operationer, der førte til Moamar Gaddafis afsættelse, men ikke fra landjorden, hvis man ser bort fra C.I.A.s tilstedeværelse også der. Sporene fra fortidens Somalia skræmmer stadig, og med de mange amerikanske tab i Irak og Afghanistan skulle der overordentligt gode argumenter til at gribe ind for den libyske oppositions skyld.
Konflikten i Syrien er noget mere kompliceret og man kan ikke bare bombe Assad ud, da han har flere støtter end som så og en temmelig stærk hær. Selve territoriet - altså Syriens placering og ikke mindst tilknytningen til Iran - spiller en væsentlig rolle og det taler FOR, at USA dropper stepperiet på sidelinjen. Hvis man skal have nogenlunde styr på, hvad der skal ske post Assad, så skal man ned og skabe loyalitet på landjorden hos de grupper, der kæmper lige nu, lyder ræsonnementet.
Som en tidligere efterretningsmand og amerikansk ekspert i Syriens militær, Jeffrey White, siger til New York Times:
"Regeringen har regnet ud, at hvis den ikke begynder at gøre noget, vil krigen være forbi og de vil ikke have nogen indflydelse på de væbnede styrker på jorden. Man kan måske have nogen indflydelse på forskellige politiske grupper og fraktioner, men de vil ikke have nogen indflydelse hos dem, der kæmper og det er altså de væbnede grupper, der kommer til at kontrollere territoriet."
Så nøgternt kan interesserne pensles ud og det kan netop være denne interesse, der i sidste ende kan få USA handle mere aktivistisk.
Uro også efter Assad
Hvordan den politiske situation efterfølgende kommer til at se ud i Syrien - med eller uden indgriben udefra - er der som sagt ingen, der tør gætte på. Men mange år i kaos er næppe urealistisk. Se bare på Libyen. De er fri for Gaddafi, men lever i konstant usikkerhed. Man kan nu shoppe designerkluns og løbe zigzag gennem militsers skyderier på en og samme eftermiddag.
Meget tyder på, at konflikterne i Syrien heller ikke ender brat, når Assad er væk. Kimen til mere konflikt kan være blevet lagt af USA selv.
Allerede nu tager syriske grupper afstand fra amerikansk hjælp. Ikke mindst efter, at USA for nylig satte en syrisk, islamisk gruppe, Jabhat al-Nusra, på sin liste over terrorister - for at sende signalet til syrerne om, at man altså ikke har tænkt sig at støtte hvem som helst efter Assad.
Strategien giver mening, når man tænker på, hvordan det gik efter amerikansk støtte til Mujahedeen i Afghanistan under krigen med Sovjetunionen. Den fejl med at bevæbne ekstremister har man ikke lyst til at begå igen. Alligevel kan beslutningen vise sig at spænde ben for en fredelig, amerikansk indflydelse, når det værste blodbad i Syrien er ovre.
Jabhat al-Nusra er berygtede islamister, ja, men er lige nu nogle af de mest erfarne og bedst bevæbnede krigere og dermed et vigtigt kort for hele oppositionen. Sålænge det internationale samfund tænker.
Hvis du vil videre
Mere om overvejelserne i Washington kan læses her.
NATO har besluttet at stille defensive missiler op langs den tyrkisk-syriske grænse. Mere om det her
http://www.ditperspektiv.dk/artikel-321
Tyrkiet bruger Bosnien som skræmmende eksempel for at råbe verden op
http://www.reuters.com/article/2012/10/13/us-syria-crisis-idUSBRE88J0X720121013
USA blev genstand for skarp kritik af selv moderate syrere, efter landet besluttede at blackliste en islamistisk gruppe, der ellers nyder bred respekt blandt civile.
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/d5ac66cc-43af-11e2-844c-00144feabdc0.html#axzz2FUZDc7v7
Den syriske opposition vil ikke bare have anerkendelse på papiret, men gerne i form af flere våben
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/f0cfd9bc-4822-11e2-8aae-00144feab49a.html#axzz2FUZDc7v7
Assad kan stadig nå at vinde og bevare magten. Det er set før i historien, at et diktatur er blevt siddende på trods af intens borgerkrig. Eksempelvis i El Salvador og Sri Lanka. Et historisk perspektiv her
En billedrig opsamling fra The Atlantic
http://www.theatlantic.com/infocus/2012/12/syrias-long-destructive-civil-war/100426/
Lidt om hverdagen i Tripoli efter afsættelsen af Gaddafi
http://articles.washingtonpost.com/2012-11-14/world/35506062_1_militia-members-gaddafi-bee-gees