Amerikanske soldater evakuerer den amerikanske ambassade i Sydsudan dn 3. januar i år. Kampe brød ud midt i december og lige nu arbejder blandt andre USA for at undgå en borgerkrig i landet. Foto: CC by Flickr DVIDSHUB
SIKKERHED
Sydsudan: Umodne politikere i en umoden stat
Det ligner en etnisk konflikt, det lugter af borgerkrig, men bag konflikten i Sydsudan ligger ren og skær politisk magtkamp mellem dele af den frihedshær, der nok har opnået målet med sin frihedskamp, men som undervejs ikke fik defineret, hvad den i grunden ville, når først målet var nået. Imens flokkes interessenterne i forsøget på at undgå en krig, der kan ende i folkemord og olieknaphed.
Helt grundlæggende handler det om magt og ansvar. Den del af frihedens pris, der er tilbage, når champagnepropperne for længst er poppet og skåltalerne holdt oven på en årelang strid, som man endte med at vinde.
Den sydsudanesiske frihedshær, SPLA, fik hvad den kæmpede så indædt for, og nu står den så dér og skal bygge et samfund op næsten fra bunden. Og hvad sker der? Dem, der kæmpede side om side under krigen mod den fælles fjende i nord, er nu raget uklar indbyrdes. Og de har tænkt sig at tage hver deres venner til hjælp for at få ret. Og magt. Og penge. Og disse venner, der skal hjælpe dem til at få magt og penge, er naturligt nok dem, de kender godt, nemlig folk fra deres egen stamme. Altså, kan konflikten i Sydsudan nok kaldes "etnisk", men det er ikke kernen i konflikten og der ligger ikke en etnisk plan for enden af den. Planen er magt, dominans - og givetvis også privatøkonomi.
"Man kan netop ikke sammenligne denne konflikt med Rwanda og Balkan. I begge tilfælde var der en plan om at udrydde navngivne etniske grupper. Sådan er det ikke i Sydsudan. Her er det en politisk magtkamp og en strid mellem enkeltpersoner - dårlige politiske ledere, umodne politiske ledere - hvis interne konflikt blusser op og ender med at trække en borgerkrig med etniske linjer med sig," forklarer journalist Nils Carstensen, som vel nok er den i Danmark, der har beskæftiget sig mest og længst med konflikterne i først Sudan og nu også i den kun to år gamle stat, Sydsudan.
Sydsudan blev løsrevet fra det øvrige Sudan efter en årelang konflikt i et land, der i grove træk var delt op i et muslimsk nord og et kristent syd. I 2005 indgik frihedshæren SPLA (The Sudan People's Liberation Army) en fredsaftale med den sudanesiske regering i Khartoum og løsrivelsen blev en realitet efter en folkeafstemning, der viste, at 98 procent af sydsudanerne var klar til en frisk start. Som frigjorte.
Undervejs i frigørelseskampen havde SPLA dog ikke fået formuleret en egentlig vision. Hvad ville hæren i grunden, når den først havde opnået friheden? Det spørgsmål lader sig stadig ikke besvare fuldt ud, men en af grundene til den nuværende konflikt er substantielle uenigheder om den politiske retning, eksempelvis hvordan man skal forholde sig til naboen i nord, altså regeringen i Khartoum. Og her er det penge og olie, der spiller de største roller.
Olien og politisk stil skiller parterne
Længe inden selvstændigheden i juli 2011 diskuterede man internt i SPLA, om man skulle samarbejde med Khartoum om eksempelvis olieforsyninger, eller om man skulle dyrke modstanderne af regimet i håbet om at disse kræfter kunne føre en ny sudanesisk regering med sig. Den nuværende sydsudanesiske præsident Salva Kiir foretrak en samarbejdslinje for at sikre eksport af sydsudanesisk olie, hvis rør føres gennem Sudan ud til Det Røde Hav.
Men ikke alle var enige i den linje. Det er en af de få interne konflikter, der rummer anden substans end blot simpel magt og dermed adgang til lukrative stillinger for sig selv og ens venner.
Hvad angår statsdannelse, fordelingspolitik, reformer og alt, hvad der ellers anses for at være normal politik, har der ikke været så meget plads til. Slet ikke siden en personkonflikt mellem præsident og vicepræsident brød ud i sommer og lige før jul kulminerede i et håndgemæng med blodig udgang ved partiets nationale samling. Det er denne begivenhed fra 15. december, der var startskuddet til den nuværende, væbnede konflikt, som allerede har kostet mindst 1.000 mennesker livet.
Præsident Salva Kiir beskylder sin tidligere vicepræsident Riek Machar for et kupforsøg, en alvorlig anklage, som næsten kun kan lede til mere konflikt, frygter Nils Carstensen:
"Problemet er, at begge parter er lykkedes med at bakke sig selv helt ind i hvert sit hjørne. Salva Kiir hævder, der i december var tale om et kupforsøg, selvom konflikten formodentlig blot startede efter et klodset forsøg på at afvæbne de dele af præsidentgarden, som han ikke stolede på. Og på den anden side nægter Riek Machar at rykke sig ved forhandlingsbordet, så længe Salva Kiir holder flere af sine politiske modstandere fængslet," siger Nils Carstensen, der har rejst en del i landet og derfor oplevet SPLA gennem de seneste 20-25 år.
En samling af militser uden sammenhængskraft
SPLA er i dag et parti og udgør også regeringshæren, men er i virkeligheden en samling af militser, hvis medlemmer først og fremmest er loyale over for deres direkte, respektive overordnede. Disse tilhører forskellige etniske grupperinger, så når en magtkamp i den politiske elite dukker op, bliver grupperne splittet op i de fraktioner, som bevægelsen hele tiden har bestået af. Der er ingen central sammenhængskraft. Derfor bliver det i praksis en konflikt, der antager etniske dimensioner, selvom det egentlig ikke er drivkraften eller motivationen bag konflikten. Eller som Nils Carstensen uddyber det:
"Denne underliggende magtstruktur gør situationen forfærdelig farlig. Der ligger godt nok ikke noget ønske om et folkemord på nogen, men hvis ikke konflikten bliver stoppet, kan det udvikle sig til massedrab på baggrund etnicitet."
Konflikten handler dog stadig basalt om, hvem der skal bestemme fremadrettet og er i virkeligheden en klassisk positionering op til et planlagt valg i 2015. Problemet er blot, at der nu er taget våben i brug og en retorik, der kan gøre det svært at afspænde situationen uden, at især præsidenten lider et voldsomt ansigtstab. Og omvendt, hvis ikke Salva Kiir dropper sin anklage om et statskup, kan Riek Machar ikke få et håb om at kunne opnå indflydelse igen politisk og så er hans eneste valg at kæmpe sig til magten. Med våben.
"Brutalt set, er Machars bedste kort lige nu ikke politisk , men militært at positionere sig bedre for i det mindste at kunne true med at kvæle Jubas olieforsyning eller indtage hovedstaden helt," vurderer Nils Carstensen.
Netop den fastlåste situation gør det svært for de internationale mæglere at få en våbenhvile i hus, for hvad skulle Riek Machar få ud af en våbenhvile i den nuværende situation, hvor han ikke har en politisk post?
Internationale interesser kan blive redningskransen
At Sydsudan har en af Afrikas største oliebeholdninger, kan aflæses i den store interesse, som konflikten allerede har skabt internationalt: Regeringen i Khartoum blander sig, fordi den tager sig godt betalt for at lade sydsudanesisk olie flyde igennem sit territorium; Kina er en økonomi i vækst og har brug for sikre og billige olieleverancer; USA spiller naturligvis også en rolle og derfor har præsident Obama fulgt minutiøst med i konflikten fra sin juleferie i Hawaii, mens Norge har investeret store summer i landets opbygning og leder FNs mission i Juba. Alle disse parter ville lukrere på en fred og miste både penge og international prestige, hvis konflikten ender i borgerkrig.
Lige nu er det Etiopien, der i Addis Abeba huser fredsforhandlinger mellem repræsentanter for de to magtmænd. Men Kina kommer formentlig til at spille den afgørende rolle og har i den forgangne uge overraskende bedt de to stridende parter om at stoppe kampene, der allerede er begyndt at gå ud over olieforsyningerne.
Fem procent af Kinas olieimport kommer fra Sydsudan, og Kina har i det hele taget som områdets og Afrikas største investor en klar interesse i fred. Normalt er Kina mere end bare tilbageholdende med at blande sig i andre landes indre anliggender, og derfor var det bemærkelsesværdigt, at den kinesiske regering kom med en så direkte opfordring til Salva Kiir og Riek Machar om at finde ro og samarbejde.
Den kinesiske udenrigsministers krav om at stoppe volden kom sammen med et løfte om at gøre, hvad kineserne kan for at skabe stabilitet i Sydsudan - læs: pumpe milliarder ind i form af investeringer - og her ser man måske en indgang af økonomisk karakter, der kan hjælpe freden på vej. Der er under ingen omstændigheder ret meget at vinde for interessenterne ved en væbnet konflikt.
Om Salva Kiirk og Riek Machar er klar til at sluge kameler for at alle kan få en bid af Sydsudans oliesaftige kage er dét spørgsmål, som måske/måske ikke vil blive besvaret i den kommende tid.
Foreløbigt er det den umodne, men klassiske magtpolitik, der taler, og den peger i retning af væbnet kamp.
Hvis du vil videre
The Guardian skriver her om et møde i Juba hvor også den kinesiske udenrigsminister Wang var med og hvor han opfordrede til våbenhvile og fred
http://www.theguardian.com/world/2014/jan/06/presidents-sudan-south-sudan-meet-juba-discuss-conflict
Alverdens medier følger aktivt med i denne konflikt, fordi store internationale interesser også er i spil. Her set gennem Al Jazeera
En god analyse/kommentar skrevet af to kendere af Sydsudan. Her kan du finde en uddybning af konfliktens kerne.