USAs udenrigsminister John Kerry ved fredskonferencens første pressemøde i Montreaux onsdag. Foto: US Mission, Geneva
POLITIK
Håbet stort - forventningerne små
Selv de mest optimistiske kommentatorer har lave forventninger til resultatet af fredskonferencen om Syrien kaldet Geneve II. Det ubetingede positive var efter to dages møder, at ingen endnu havde smækket med døren og rejst hjem. Det negative, at beskyldningerne føg omkring og lod næsten intet håb tilbage om en snarlig fred endsige forsoning. Men måske et lille håb for mere nødhjælp?
Helt konkret er det Bashar al-Assad, der står i vejen for fredsprocessen.
De krigende parter i Syrien er taget til Schweiz for at mødes i, hvad verden håber bliver første skridt til en fredelig, diplomatisk løsning af konflikten.
Men selvom verdenssamfundets hjerter bløder ved synet af mishandlede, udsultede og dræbte børn fra krigen, lader det ikke til, at hverken magthavere i Syrien eller oprørere er krigstrætte endnu.
Som en indbygger i byen Daraa, hvor oprøret blev indledt for tre år siden, siger til Wall Street Journal:
"Geneve betyder ingenting her. Det hele er for mediernes og det politiske teaters skyld."
Dog ønsker denne syriske borger, at konferencen i det mindste kommer til at betyde noget for den humanitære situation.
Og dette håb deler han med de NGO'er, som også er med i Montreaux, hvor konferencen blev indledt i onsdags.
FNs særlige udsending til Syrien, Lakhdar Brahimi, noterede, at der var en "klar indikation af, at parterne er villige til at diskutere" adgang til folk i nød, frigivelse af fanger og lokale våbenhviler. Og de samtaler skulle være indledt nu til morgen (lørdag den 25. januar, red.).
Den britiske nødhjælpsorganisation Oxfam ser også, at der trods den barske retorik kan komme noget godt ud af møderne:
"Det har krævet kæmpemæssige diplomatiske bestræbelser at få stablet denne konference på benene. Konferencen i Montreaux kan gå hen og blive det første skridt til en lang, bumpet vej mod en løsning af denne ødelæggende krise."
Men så meget for optimismen. På den storpolitiske arena og på kamppladsen ser det sort ud. I hvert fald, hvis man er den syriske opposition.
Iran og Rusland har optrappet deres hjælp til Assad
Bashar al-Assad står meget stærkere i dag, end han gjorde, da der blev indkaldt til Geneve I. Denne konference mundede ud i en erklæring om, at parterne skulle blive enige om en overgangsregering uden deltagelse af Assad. Dette dokument skulle så danne basis for Geneve II. Men allerede på den første dags konference stod det klart for verden, at Assad ikke havde tænkt sig at trække sig tilbage.
Tværtimod så diplomaterne målløse til, da Assads udenrigsminister med stor selvtillid holdt en brandtale, der var meget længere end den måtte være og med så barsk en retorik, at FNs generalsekretær Ban Ki-Moon følte sig nødsaget til at standse udenrigsministeren. Det endte i et mundhuggeri, som kunne have været en farce værdig.
Udenrigsminister Walid al-Moallem beskyldte også Vesten for at stå bag terroristerne. Men USA har netop været tilbageholdende med at sende hjælp til Syriens opposition af frygt for, at våbnene skal havne i hænderne på de Al-Qaeda-linkede grupper ISIS og Al-Nusra, der bevæbnes af Saudi-Arabien.
Til gengæld står det klart efter en rapport midt i januar fra Reuters, at den russiske og iranske hjælp til Assadstyret er blevet udvidet i en sådan grad, at han netop føler sig sikker i sadlen lige nu. Og det er unægteligt en anden forhandlingsposition end den, han var i ved den sidste fredsrunde.
Magtbalancen i selve Syrien taget i betragtning sammen med Ruslands alt andet end passionerede engagement i at få standset kampene lige nu, tyder på, at man i hvert fald i Damaskus, Moskva og Teheran godt kan se en militærløsning for sig. Mens de vestlige lande insisterer på en "politisk løsning".
Som en mand på gaden siger til The Wall Street Journal:
"En mand med en AK-47 her i Syrien har meget mere magt end nogen af de politikere, der sidder ved deres skriveborde. Om de så er med i regimet eller i oppositionen."
Hvis du vil videre
Læs her The Economists kritiske leder, hvor bladet frygter, at Assad netop vil bruge Geneve II til at styrke sin legitimitet. Assad har tænkt sig at holde valg og stille op selv allerede til sommerhttp://www.economist.com/news/middle-east-and-africa/21594993-president-bashar-assads-hopes-are-rising-he-may-be-able-use-conference?fsrc=scn/tw/te/pe/canhemanipulatewest
Der er ikke direkte fredssamtaler mellem de stridende parter, men måske kan der blive tale om våbenhvile visse steder for at få nødhjælp frem. Her The Guardians analyse
http://www.theguardian.com/world/2014/jan/24/syrian-face-to-face-peace-talks-break-down?CMP=twt_fd
The Guardian peger også her på det indlysende, at en aftale mellem Rusland og USA om at gøre noget i Syrien er nødvendig for at komme videre. Det er dog tvivlsomt, om Rusland har en interesse i det, nu hvor Assad har godt fat militært.
http://www.theguardian.com/world/2014/jan/21/us-russian-co-operation-key-hope-progess-syria-peace-talks
Imens politikerne taler, spiser folk i Syrien katte- og æselkød for at overleve. En af de få journalister, som stadig tør at være i Damaskus er denne reporter fra Wall Street Journal.