DIN VERDEN

KAIRO
Egypten har direkte kurs mod skærpede konflikter, øget radikalisering og mere blod i gaderne.
Det er den 30-årige menneskerettighedsadvokat, Ahmed Ezzat, ikke i tvivl om.

"Det bliver ikke lige så slemt som i Syrien. Egypten er den arabiske verdens anker og garant for freden med Israel. Derfor vil de internationale magter skride ind og sikre en vis stabilitet. Men vi vil få voldsomme sammenstød mellem præsident Morsis støtter og hans modstandere i det kommende år. Det er uundgåeligt," siger Ahmed Ezzat.

Revolutionen fra januar-februar 2011, er nemlig først lige begyndt. Ganske vist blev diktatoren Hosni Mubarak dengang væltet. Men det gamle regime – den såkaldt dybe stat – er her stadig. Og Mubarak er blot skiftet ud med en ny despot, islamisten Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskab.

Alt er ved det samme – på nær én ting: Befolkningen finder sig ikke længere stiltiende i alt.

"Ånden er sluppet ud af flasken, og ingen kan tvinge den tilbage igen," siger Ahmed Ezzat.

Og på mange måder er billedet det samme i de andre lande, der oplevede det såkaldt Arabiske Forår. Også her bundede problemerne i en enorm generation af unge i alderen 15 til 35 år, som ikke havde udsigt til andet end arbejdsløshed og usle levevilkår, mens deres herskere væltede sig i luksus.

Frygt for islamistisk isvinter

I Tunesien, Egypten, Libyen og Yemen fik det dybe, folkelige raseri og kravet om frihed, brød og retfærdighed i løbet af nogle korte, euforiske måneder despoterne til at falde én efter én. Men de efterfølgende magtkampe, som mere eller mindre har sat økonomierne i stå, og det brutale nedslag på spirende oprør i den øvrige arabiske verden, har i manges øjne ført til, at Det Arabiske Forår er blevet efterfulgt af isvinter.

I Syrien har oprøret mod præsident Bashar al-Assad foreløbig kostet mindst 40.000 civile livet og sendt 2,5 millioner på flugt. Og al-Qaeda-relaterede islamister fra nær og fjern infiltrerer oprørsgrupperne.

Også Yemen trues af opløsning. Fornyede stammeoprør i både nord og syd svækker centralmagten og styrker de militante islamister, som mener, at demokrati er imod Guds vilje.

Og i Libyen udgør lokale militser og militante røverbander, hvoraf nogle kalder sig islamister, en reel trussel imod opbygningen af en retsstat.

De arabiske monarkier er ligeledes under pres. I lande som Marokko, Jordan og Oman har man forsøgt at dæmme op for protesterne imod stigende leveomkostninger, korruption og mangel på reformer med mere eller mindre kosmetiske indrømmelser, mens regimerne i Bahrain, Kuwait og Saudi Arabien blot har skruet op for den brutale undertrykkelse.

Kun i Tunesien, hvor det hele begyndte, er overgangen til demokrati foreløbig forløbet relativt fredeligt. En ny forfatning er ved at være klar, og parlamentsvalgets sejrherrer, det islamistiske Ennahda-parti, har indtil videre vist sig parat til at mødes på midten med de liberale og sekulære.

"Selvfølgelig findes der progressive islamister. Det er dem, der ser Islam som en religion og ikke som en statsform eller en livsstil, de vil pådutte andre," siger Ahmed Ezzat. "Problemet er bare, at her i Egypten, samt i Libyen, Syrien og Yemen, er det ikke dém, der bliver hørt.”

"Egyptere er ikke islamister"

Det gør til gengæld de, der står for en religiøs, anti-demokratisk populisme, som spiller på folks følelser og dæmoniserer Vesten, og som aktivt underminerer kampen for demokratiske reformer.

I Egypten udgøres de af Det Muslimske Broderskab og de ultrakonservative salafister. Tilsammen fik de 60 procent af sæderne i parlamentet (som efter få måneders levetid blev opløst af militæret), og efterfølgende vandt de præsidentposten og kaprede 70 procent af pladserne i dén komite, der netop har skrevet landets nye forfatning.

Men deres sejre vil blive begyndelsen på deres nederlag, mener Ahmed Ezzat.

”De tager for givet, at alt, hvad de siger og gør, bliver modtaget med åbne arme, fordi vi lever i et dybt religiøst og konservativt samfund. Men de tager fejl. For selv om vi er et samfund, der ærer religionen og faster og beder og sætter familien og de moralske dyder meget højt, så er de fleste egyptere ikke islamister. Og de vil aldrig acceptere et religiøst diktatur.”

Ahmed Ezzat er selv opvokset i en dybt religiøs og konservativ familie i Fayoum ca. 130 km. sydvest for Kairo. Han er den ældste i en søskendeflok på fire, og som dreng drømte han om at blive ingeniør lige som sin far.

Men som 14-årig kom han med i en gruppe af unge venstreorienterede, der holdt til på det lokale bibliotek. De brugte al deres fritid på at spille bordtennis og læse bøger om politik, filosofi og europæisk historie, og Ahmed blev klar over, at han skulle læse jura.

Da han var 17 og nyudsprunget student, blev en tyv tortureret næsten til døde på den lokale politistation, og sammen med nogle af vennerne fra biblioteket arrangerede han en protestdemonstration. Der kom 150, og under Mubarakregimet blev der slået hårdt ned på dén slags.

Så Ahmed måtte tilbringe 14 dage i arresten.

Hans familie blev skræmt fra vid og sans.

”Min far anklagede mig for at sætte hele familiens sikkerhed på spil. Han krævede, at jeg droppede al politisk aktivitet. Men det kunne jeg ikke, så jeg pakkede en taske og flyttede til Kairo.”

I 2003 blev han arresteret igen, denne gang i forbindelse med protestdemonstrationerne imod invasionen i Irak. Og mens han sad fængslet, fik han hjælp fra en række menneskerettighedsadvokater. Det beseglede hans skæbne.

I dag er han leder af den juridiske afdeling i menneskerettighedsorganisationen AFTE. For nylig forsvarede han ateisten Alber Saber, som i begyndelsen af december blev idømt tre års fængsel for at sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens.

”Den slags sager kommer vi til at se mange flere af, så længe islamisterne er ved magten,” siger Ahmed Ezzat.

Men kravet om brød, frihed og social retfærdighed kan islamisterne ikke kvæle. Og for få revolutionen til at lykkes, må man ifølge Ahmed Ezzat først og fremmest dæmme op for den enorme, sociale ulighed, bekæmpe korruptionen, revidere hele uddannelsessystemet og få etableret et stærkt og aktivt civilsamfund.

”Det kan islamisterne ikke forstå. Og deres væbnede militsers forsøg på at true og skræmme befolkningen vil blive mødt med modstand. Lige som deres forsøg på at begrænse religions- og ytringsfriheden i den nye forfatning heller ikke vil lykkes,” siger Ahmed Ezzat.