Børn, der vokser op i utryghed risikerer at falde bagud i skolen. 30 % af alle anbragte børn bliver ikke færdige med 9. klasse og det har intet med deres IQ at gøre. Modelfoto

DIT SAMFUND

KRONIK

Set med de globale briller har vi indrettet et samfund, hvor flere og flere forældre må opgive at skabe en tryg ramme for deres børn. UNICEFs tema i 2012 hed ”Børn i byer”, for over hele verden dropper vi de små produktionsenheder og rykker ind til vildtvoksende metropoler – derfor snakker vi ikke kun udkantsDanmark, men også udkantsKina, udkantsChile, udkantsHvorsomhelst.

Hvis du husker din barndoms landsby (som fuldstændig lignede en tyrkisk eller kinesisk), gik børn hele dagen sammen med deres forældre, de bidrog til produktionen, og den store familie var for børnene, hvad socialforvaltningen er i dag.

Men når familien rykker til byen, hvad sker der så?

Børn bliver en udgift. De går ikke trygt op og ned af deres forældre dagen lang, og lærer ikke ved at være sammen med dem. De bliver til brikker, der skal flyttes rundt i et indviklet puslespil. Forældre i dag er blevet til netværksbestyrere – de er ikke selv sammen med småbørn i dagtimerne, og deres opgave er dels at flytte de små brikker rundt i et puslespil af grupper, hvor de skal ”passes”, dels at agere taxachauffører. Flere og flere børnefamilier bryder sammen under presset mellem begge forældres arbejde og kravet om en tryg ramme for især småbørn.

Hvad sker der med ”familien”? Den bliver mindre og mere sårbar. Tag bare Danmark:

Skilsmisseprocenten er oppe over 40 i feber. Skilsmisserne sker oftest et eller to år efter fødslen af andet barn. Der er i dag flere danskere, der bor alene end sammen med nogen, og familien skrumper konstant ind mod singleforælderen. Konflikter mellem forældre afspejles i en skilsmisselov, der ikke kan finde et ben at stå på, fordi begge forældre er opdragere, begge arbejder, og begge mener at have krav på børnene.

Aldrig har så mange børn været uden forældrekontakt

Den udfordring i at skabe trygge rammer for især småbørn har menneskeheden ikke oplevet tidligere. I 2004 var der på verdensplan 143 millioner børn, som havde mistet kontakten med én eller begge forældre. Otte millioner bor på børnehjem, selvom ni ud af 10 af dem har levende forældre. I Europa er 1,5 mio. børn anbragt uden for hjemmet, og tallet stiger på trods af et faldende børnetal (af dem er 100.000 under tre år). Nøgleordet i den nye lovgivning Barnets Reform er ”kontinuitet i voksenkontakt”, for det er ganske enkelt det sværeste for os at producere.

Der er ingen grund til at ønske fortiden tilbage, men hvilke typer problemer får børn i dag, hvor de ikke dør af sult eller sygdom, men hvor 90 % passes ude fra 1 års alderen, og næsten halvdelen er blevet pendlerbørn?

Tager vi forældrene først, så er der tre områder hvor konsekvenserne rammer både forældre og børn:
• Forældre, der er plaget af skyldfølelse - en naturlig reaktion på for tidlige og langvarige adskillelser.
• Forældre, der er plaget af angst for, hvad der kan ske med deres børn.
• Forældre, der erstatter nærhed med ambitioner på børnenes vegne

Hvordan reagerer børn så på alle de voksenskift og alle de gruppeskift, vi påfører dem – når nu deres basale behov er at have få langvarige voksenkontakter i førskolealderen, og høre til den samme gruppe i lang tid, så de kan lære, hvad en social relation er?

Tilknytningsforskningen siger, at vi har to systemer dybt i hjernen: Det ene er tilknytningssystemet, der skal forhindre adskillelse. Nyfødte pattedyr har en hjerne, der ikke er forhåndsprogrammeret. Det betyder, at vi kan udvikle de mest fantastiske netværk i hjernen gennem den tidlige kontakt – men det betyder også at fysisk adskillelse tænder alarmsystemet og sluger al børns energi, indtil de føler sig trygge igen. Børn har brug for en tryg base, hvis sirenen skal standse.

Det klogeste forældre eller pædagoger kan gøre, er at sætte sig ned med en kop kaffe og en avis, og blive siddende og kun sige følgende: ”Nå nå, så så", "ih hvor er du dygtig" eller "det går over om lidt”. Så har du lavet det, der hedder en tryg base, og barnet skal ikke bruge benzin på angst for, at du går. Hvis du gør det, kan det andet system tænde: Udforskningssystemet. Kun hvis et barn ikke har adskillelsesangst, starter udforskningssystemet: Ungen kravler væk, spiser regnorme, eksperimenterer, lærer, tager kontakt til andre.

Utryghed i opvækst hæmmer uddannelse

Så når man spørger: Hvordan kan det være, at 20 % af en ungdomsårgang ikke tager 9. klasse og uddannelse – og hvordan kan det være, at kun 30 % af tidligere anbragte unge klarer 9. klasse og ungdomsuddannelse – så handler det ikke om begavelse og potentiale, det handler om utryghed og mangel på nærhed i opvæksten.

Hvordan reagerer børn på tab og over for hyppige og langvarige adskillelser?

Punkt 1 er et forhøjet stressniveau. Punkt 2 er lavt selvværd – børn laver nemlig en følelsesmæssig tolkning: Jeg bliver afvist, derfor er jeg værdiløs. Så uanset en tårnhøj IQ kan du finde masser af begavede unge, der føler sig ensomme (30 % af alle) og ikke tror på sig selv.

Punkt 3: Identitetsforvirring – hvordan skal man danne et stabilt selvbillede, når relationer hele tiden bliver afbrudt og skifter, og man skal manøvrere mellem grupper af voksne, som ikke er enige? Et meget interessant resultat: Når forældre bliver skilt, falder barnets indlæringsevne drastisk – hvis de kan tale sammen, stiger barnets indlæringsevne igen efter et års tid, hvis de ikke kan, stiger evnen ikke!

Punkt 4: Energien går til at undgå nye oplevelser af tab og ikke til selvudfoldelse. Så de kreative små udvikler strategier til at undgå nye tab. ”Eneboeren” sidder på sit værelse og nægter at indgå i nye relationer – hellere være alene end at risikere en ny afvisning.

”Flinkeskolebarnet” gør alt for at leve op til hvad, det tror, bliver forventet, og tilsidesætter sine egne behov (et klassisk tegn på utryghed er tab af selvstændighed). Høj permanent stress giver dels spiseforstyrrelser, fordi det autonome nervesystem går i kludder, dels rastløse og omkringfarende drenge, der ikke kan finde ro. Disse problemtyper er lige så forbundet til livet i storbyen, som fortielse og selvundertrykkelse var det i landsbyen.

Tør vi stille os selv spørgsmålet, hvad vores nye livsformer gør ved vores børn? I stedet for at kalde dem "autister", anorektikere, hyperaktive, etc. når de reagerer naturligt på en usikker opvækst?

Niels Peter Rygård har som psykolog gennem 30 år arbejdet med anbragte børn rundt om i hele verden. Han har blandt andet etableret en frivillig international forskergruppe for at designe et undervisningsprogram, som nu er udkommet på flere sprog og som sigter efter at opkvalificere omsorgspersoner på børnehjem overalt i Europa og i den 3. verden.
Læs mere om hans projekter her

http://www.fairstartglobal.com/

Hvis du gerne vil give dit besyv med, er du velkommen til at svare og debattere på vores facebookside

https://www.facebook.com/DitPerspektiv?fref=ts