Afghanske kvinder samlet her i Kabul for at støtte Ashraf Ghani op til lørdagens præsidentvalg. Hans vicepræsidentkandidat er en berygtet krigsherre. »Politik er ikke et kærligheds-ægteskab, politik er produktet af historiske nødvendigheder,« lyder Ghanis​ forklaring.

POLITIK

Hvis ønsket er at holde Taleban nede og NATO inde i varmen, tegner lørdagens præsidentvalg i Afghanistan relativt lovende.

USA længes efter at slippe med den uberegnelige Hamid Karzai, der efter to perioder som præsident er udelukket fra at stille op igen, og samtlige kandidater til præsidentposten har forsikret, at de vil underskrive en aftale om fortsat – om end reduceret – vestlig troppetilstedeværelse i landet også efter næste årsskifte. Hvilket Karzai til amerikanernes store irritation har nægtet at gøre.

Samtidig synes Taleban, trods en fornyet terrorkampagne i frem for alt hovedstaden Kabul, kun i stand til at forpurre valget i en begrænset del af landet. Valgkampen har været usædvanligt livlig, vinderen er langtfra given på forhånd, og valgmøder rundt om i landet har trukket tusinder af mennesker – også steder hvor truslen fra Taleban tidligere har været for stor til at gennemføre den slags.

Rigtigt demokratisk kan valget ikke kaldes. Bl.a. fordi omkring en tiendedel af valglokalerne anses umulige at åbne af sikkerhedshensyn, mens andre valglokaler ventes at ligge øde hen, fordi potentielle vælgere frygter Talebans vrede. Men der er lagt op til det første fredelige magtskifte i Afghanistans nyere historie, hvilket er en bedrift i sig selv.

Skulle ønsket derimod være at stå vagt om respekten for menneskerettigheder, ser det mere dystert ud.

Hvis det går, som de sparsomme og behersket pålidelige meningsmålinger tyder på, bliver Afghanistans næste præsident en erfaren, moderat, vestligt orienteret og ikke synderligt karismatisk eks-minister. Og hans vicepræsident en berygtet krigsherre.

Det gælder, uanset hvilken af de to forhåndsfavoritter, den tidligere finansminister Ashraf Ghani Ahmadzai og den tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah, der løber af med sejren lørdag eller – mere sandsynligt – i en anden og afgørende valgrunde et stykke ud på sommeren, hvis ingen får over 50 pct. af stemmerne i første runde.

Krigsherrer i offensiven

Lige siden Taleban blev vippet af pinden i 2001, har en stribe krigsherrer fra borgerkrigen i 1990’erne spillet fremtrædende roller i Afghanistan, hvor de har bistået præsident Hamid Karzai og den amerikansk anførte ISAF-styrke med at bekæmpe Taleban. Skønt militslederne skulle have været afvæbnet i forlængelse af den såkaldte Bonn-aftale fra 2001, er det kun sket i meget begrænset omfang, konstaterer Afghanistan-eksperten Thomas Ruttig.

»De sidder på de fleste nøglepositioner og dominerer parlamentet, retsvæsenet og de fortsat delvis fraktions-opdelte sikkerhedsstyrker såvel som landets få fungerende forretningssektorer,« skriver Ruttig i en analyse publiceret af Afghanistan Analysts Network, som han er medstifter af.

Nu er krigsherrerne blevet endnu mere af en politisk magtfaktor.

Ikke alene er to af de otte tilbageværende præsidentkandidater tidligere krigsherrer, nemlig den tidligere Kandahar-guvernør Gul Agha Sherzai, som går under navnet »bulldozeren«, og islamisten Abdul Rasul Sayyaf, som var den første til at invitere Osama bin Laden til Afghanistan, efter at denne blev udvist fra Sudan. Ingen af dem vurderes dog at have nogen chance.

Mere opsigtsvækkende er, at både Abdullah Abdullah og Ashraf Ghani, skønt de selv regnes som moderate, har allieret sig med krigsherrer, der af menneskerettighedsorganisationer anklages for grusomme overgreb under og efter borgerkrigen. Abdullahs to vicepræsidentkandidater er Mohammad Khan, en tidligere leder af det militante parti Hezb-e-Islami, og Mohammad Mohaqiq, der leder den shiamuslimske hazara-minoritets parti og milits Hezb-e Wahdat. Ghanis udvalgte som første vicepræsident er en endnu mere berygtet krigsherre fra det nordlige Afghanistan, usbekeren Abdul Rashid Dostum.

Fra morder til medkandidat

Da Ashraf Ghani stillede op i seneste præsidentvalg i 2009 (og måtte nøjes med tre pct. af stemmerne), betegnede han Dostum som en »kendt morder« og kritiserede Hamid Karzai for at have allieret sig med den usbekiske krigsherre og tilladt ham at vende hjem fra eksil i Tyrkiet. Nu har Ghani valgt Dostom som sin medkandidat.

»Politik er ikke et kærligheds-ægteskab, politik er produktet af historiske nødvendigheder,« lød Ghanis forklaring over for nyhedsbureauet AFP.

Ghani har dog formået at få Dostum til at afgive en officiel undskyldning over for alle de afghanere, der er blevet udsat for overgreb under årtiers konflikter. Det var den første erklæring af den art fra en afghansk krigsherre, men Dostum sagde ingenting om sin egen rolle, og mange liberale afghanere er stærkt skeptiske.

Ikke desto mindre regnes makkerparret Ghani/Dostum, kombinationen kyndig bureaukrat/stærk mand, som valgets mest sandsynlige vinder. Muligvis får Abdullah flest stemmer i første valgrunde, men eftersom han er af blandet pashtunsk og tadsjikisk herkomst og har sin politiske base i det nordlige Afghanistan, regner de fleste analytikere med, at han i en formodet anden runde fravælges af pashtunerne, den største befolkningsgruppe i landet.

En outsider (uden krigsherrer blandt sine vicepræsidentkandidater) er den tidligere udenrigsminister Zalmay Rassoul. Han har gjort en bleg figur i valgkampen og ligger langt efter Abdullah og Ghani i meningsmålingerne, men præsident Karzai synes at foretrække ham som sin afløser, og med tanke på Karzais storstilede svindel i tidligere valg kan Rassoul ikke afskrives.

Hvem fusker mest?

Det er imidlertid ikke kun Karzai, der frygtes at ville manipulere valget til egen fordel, men også lokale magthavere rundt om i landet.

Valgkommissionen har forsøgt at minimere risikoen ved bl.a. at indføre stregkoder på stemmesedlerne, der knytter dem til hver enkelt valglokale. Men stadig er succeskriteriet et »acceptabelt« valg, ikke et frit og retfærdigt ditto. Det bidrager ikke til tiltroen, at der er små 21 millioner vælgerregistreringskort i omløb, men kun anslået 10-12 millioner stemmeberettigede.

»Spørgsmålet er egentligt ikke, om der vil være svindel, men hvor slem og ensidig den er, og hvad de politiske konsekvenser bliver,« noterer Martine van Bijlert fra Afghanistan Analysts Network.

I værste fald bliver det et valgresultat, hvis legitimitet kun accepteres af vinderen. Med alt hvad det ville komme til at indebære af nye politiske og etniske spændinger. Og risiko for, at fokus fjernes fra den i forvejen uhyre vanskelige opgave, der ligger i enten at stække Taleban eller inkorporere den islamistiske bevægelse i Afghanistans politiske proces.

--

Hvis du vil videre

Afghanistan Analysts Network har kigget nærmere på meningsmålingerne op til præsidentvalget:

http://www.afghanistan-analysts.org/what-the-polls-tell-us-about-the-afghan-presidential-election

The Guardian har været til valgmøde i Helmand-provinsen med Ashraf Ghani, der lige nu virker som det bedste bud på præsidentposten i Afghanistan:

http://www.theguardian.com/world/2014/apr/01/afghanistan-ashraf-ghani-ahmadzai-election-three-way-race

New York Times rapporterer fra Charkh i Logar-provinsen syd for Kabul – en af de byer, hvor det officielt skulle være sikkert nok at stemme, men hvor virkeligheden er en anden:

http://www.nytimes.com/2014/04/03/world/asia/in-bullet-ridden-afghan-districts-free-vote-seems-an-empty-promise.html?_r=0

Martine van Bijlert fra Afghanistan Analysts Network gennemgår i fire grundige artikler de mange muligheder for valgsvindel:

http://www.afghanistan-analysts.org/what-to-watch-in-the-elections-1-voter-registrationhttp://www.afghanistan-analysts.org/what-to-watch-in-the-elections-2-polling-station-lists

http://www.afghanistan-analysts.org/what-to-watch-in-the-elections-3-polling-day-fraud-and-irregularities

http://www.afghanistan-analysts.org/what-to-watch-in-the-elections-4-the-count-the-complaints-and-the-result