Den Centralafrikanske Republik risikerer at ryge ud i et blodbad på linje med Rwandas i 1994. Her et arkivbillede af en af de væbnede oprørsgrupper i landet. Nogle iagttagere beskriver CAR som ikke blot en fejlslagen stat, men en »fantomstat«, hvor fraværet af en fungerende centralmagt har ført til noget nær totalt anarki. Foto: Wiki Commons
SIKKERHED
Den Centralafrikanske Republik er et land i kaos, men forhåbentlig er 1.200 franske og 3.600 afrikanske soldater med FN-mandat nok til at dæmme op for de talrige overgreb signeret muslimske og kristne militser. Hyppige nedslagtninger af selv kvinder og børn leder iagttageres værste anelser i retning af Rwanda anno 1994
Det er tredje gang på mindre end tre år, at Frankrig griber militært ind i en tidligere koloni i et forsøg på at skabe nogenlunde ro og orden. Men hvor de to foregående militæraktioner – Elfenbenskysten i april 2011 og Mali i januar 2013 – har været relativt succesfulde, får franskmændene for alvor deres sag for i Den Centralafrikanske Republik.
Den Centralafrikanske Republik (CAR) har i årtier været ikke blot en af de fattigste (trods diamanter, guld, uran og andre naturrigdomme), men også en af de mest kaotiske stater på et kontinent, hvor det ellers ikke skorter på rivaler til titlen. Efter det seneste kup i marts har udviklingen i landet været så dramatisk, at nogle iagttagere beskriver CAR som ikke blot en fejlslagen stat, men en »fantomstat«, hvor fraværet af en fungerende centralmagt har ført til noget nær totalt anarki.
Over 10 pct. af landets 4,6 mio. indbyggere vurderes at være enten internt fordrevne eller flygtet til nabolandene. Konkurrerende militser hærger i hovedstaden Bangui og mange andre steder i landet med mord, røverier, voldtægter og afbrændinger af hele landsbyer. Den selvudnævnte præsident, kuplederen Michel Djotodia, tør angiveligt ikke længere vise sig offentligt.
Og måske mest alarmerende: Mens de talrige konflikter og kup i CAR siden selvstændigheden fra Frankrig i 1960 tidligere mest har handlet om rå magt med visse indslag af etnisk rivalisering, har konflikten nu fået et tydeligt religiøst islæt – med voksende modsætninger mellem det kristne befolkningsflertal og det muslimske mindretal, hvor gensidige massakrer og hævnangreb truer med at udvikle sig til en egentlig borgerkrig.
»Et land i hjertet af Afrika er ved at falde i fuldstændigt kaos for øjnene af os,« konstaterede FN’s vicegeneralsekretær Jan Eliasson i en nylig briefing af FN’s Sikkerhedsråd.
»Hvis denne situation tillades at fortsætte, kan den udvikle sig til en religiøs og etnisk konflikt med langvarige konsekvenser, en ubarmhjertig borgerkrig, der let kan flyde over til nabolande,« advarede den svenske topdiplomat.
Den værste krise, vi aldrig har hørt om
Ved siden af menneskeretsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch samt tænketanken International Crisis Group er det først og fremmest Frankrigs regering, der har formået at sætte fokus på, hvad den amerikanske FN-ambassadør Samantha Power i september kaldte »den værste krise, de fleste mennesker aldrig har hørt om.« Så meget fokus, at FN’s Sikkerhedsråd torsdag hastebehandlede og vedtog et fransk resolutionsforslag, der bemyndiger en afrikansk styrke bistået af franske tropper at bruge militær magt for at beskytte civilbefolkningen.
At dømme af den hidtidige, beherskede indsats fra MISCA, en 2.000 mand stor fredsbevarende styrke under den Afrikanske Union, kommer franskmændene til at trække det tunge læs. Frankrig har allerede ca. 600 soldater i CAR, og ifølge udenrigsminister Laurent Fabius vil man i nær fremtid være oppe på 1.200 mand.
De er hårdt tiltrængt.
Samme dag som den enstemmige resolutionsvedtagelse i Sikkerhedsrådet havde Bangui oplevet sit hidtil voldsomste døgn med over 100 dræbte, efter at kristne militsfolk gik til angreb forskellige steder i hovedstaden. Timingen blev set som en klar markering fra regimets modstandere, og som en slags symbol på præsident Djotodias magtesløshed blev både hans og premierministerens hjem i hovedstaden samme dag plyndret, sidstnævntes tilsyneladende af muslimske militsfolk.
Michel Djotodia, der kommer fra den længe marginaliserede nordøstlige del af landet, er den første muslimske leder i CAR, hvis befolkning udgøres af omkring 50 pct. kristne og ca. 15 pct. muslimer, mens ca. 35 pct. bekender sig til naturreligioner. Han kom til magten i marts, efter at tre muslimske rebelgrupper havde slået sig sammen under navnet Seleka, der betyder »alliance« på landets hovedsprog, Songa. Seleka væltede – bistået af lejesoldater fra Chad og Sudan – den kristne præsident Francois Bozizé, som selv havde taget magten ved et kup i 2003.
Djotodia beskrives af uafhængige eksperter som en i sammenhængen rimeligt ræsonnabel mand, som muligvis mente det alvorligt, da han i august lovede at udskrive valg inden for 18 måneder og ikke selv stille op. Men Seleka var aldrig andet end en fornuftsalliance, og da Djotodia i september erklærede rebelmilitsen opløst, nægtede de fleste af hans allierede at adlyde ordre.
Sekterisk borgerkrig under opsejling
Resultatet er et virvar af indbyrdes konkurrerende Seleka-militser anført af krigsherrer med hver deres dagsorden. Nogle har plyndret regeringsbygninger og andre administrative kontorer, tilmed børnehjem. Nogle har plyndret og brændt kristne landsbyer og bydele rundt om i landet. Nogle har spredt skræk og rædsel med systematiske voldtægter og offentlige likvideringer af mænd, kvinder og børn, også her med tilfældige kristne som de hovedsagelige ofre.
»Hvis ikke de stopper, ender det med folkemord eller borgerkrig. Seleka dræber tusinder af mennesker i provinserne og i Bangui. Hver dag dræber de, overalt finder man lig. Selv ministrene er bange,« sagde arbejdsminister og regeringstalsmand Gaston Mackouzangba for to uger siden til det britiske dagblad Guardian og tilføjede, at også præsidenten frygter for sit liv.
»Regeringen har ingen kontrol uden for Bangui. Selv kontrol over Bangui er en illusion,« forklarede han.
Kristne har som svar på Seleka-militsernes overgreb etableret egne militser kaldet anti-balaka, hvor balaka betyder »machete« på sango-sproget. De hævder at være vagtværn, der handler i selvforsvar, men internationale menneskeretsorganisationer har dokumenteret adskillige tilfælde, hvor hævnen ikke er gået ud over de muslimske militsfolk, men tilfældige muslimer, der er blevet myrdet eller har fået deres huse plyndret og brændt. I hvert fald nogle af grupperne er loyale over for den afsatte præsident Bozizé, der lever i eksil i Paris.
»Disse grupper (anti-balaka, red.) har været hurtige til at angribe muslimske familier og orkestrere, hvad Banguis ærkebiskop frygtede og beskrev som en ”returmatch”. Seleka-kombattanter har fortsat med at tænde op under voldsspiralen ved at angribe kristne,« konstaterede International Crisis Group i en dyster og stærkt bekymret rapport tidligere på ugen.
Religiøse ledere i Bangui har manet til besindighed for at modvirke, hvad der begynder at ligne en sekterisk borgerkrig, mens lokale gejstlige tværtimod har pustet til flammerne og opildnet til hævnaktioner, noterede den altid velorienterede og jordnære tænketank.
På flugt til malaria og tyfus
Værst er situationen i provinsen Ouham nord for hovedstaden, hvor så mange som 170.000 mennesker ifølge FN-organet OCHA er tvunget på flugt. Dels til provinshovedstaden Bossangoa, der nu er en strengt opdelt by med store spændinger mellem kristne og muslimer, dels til de tætte skove, hvor et ukendt, men formentlig stort antal mennesker er døde af malaria, tyfus og andre sygdomme. Også i den vestlige del af Den Centralafrikanske Republik er der store problemer, og konflikten har allerede vist tegn på at sprede sig til nabolandet Cameroun.
FN’s generalsekretær Ban Ki-moon havde i en rapport anbefalet en FN-styrke på mellem 6.000 og 9.000 mand i CAR, men eftersom denne tidligst ville kunne være på plads til foråret, er der ingen tvivl om, at torsdagens beslutning i Sikkerhedsrådet er den bedst mulige på nuværende tidspunkt. Det vil så vise sig, om den planlagte udvidelse af den fredsbevarende styrke under den Afrikanske Union til 3.600 mand og ikke mindst den franske styrke på 1.200 mand er tilstrækkeligt til at sætte sig i respekt og skabe en vis stabilitet, i første omgang i hovedstaden Bangui.
Lykkes det ikke, kan krisen i Den Centralafrikanske Republik inden længe være noget, som de fleste mennesker har hørt om. På samme måde som Rwanda i 1994.
Hvis du vil videre
Øjenvidnerapport fra Peter Bouckaert, koordinator for Human Rights Watch:
Aktuel rapport fra International Crisis Group med bl.a. politisk baggrund og anbefalinger:
Rapport fra Amnesty International med bl.a. dokumentation for diverse overgreb: