Protester foran Det Hvide Hus efter nervegiftangrebet i Syrien. De fleste amerikanerne er dog imod endnu et militært engagement i Mellemøsten. Foto: Bill Clark/Getty  

SIKKERHED

Hvad er forbindelsen mellem vores glade Pride-parade herhjemme forleden og så konflikten i Syrien? Umiddelbart et underligt spørgsmål, men der er en forbindelse og den hedder Rusland. Det vender jeg tilbage til, først til den ene ende, nemlig Syrien:

I den forgangne uge blev verden vidne til en uhyggelig massakre på civile. Et nervegasangreb kostede et ukendt antal menneskeliv og billeder af bittesmå børn gik verden over med smerte, magtesløshed og vrede til følge. Smerte, fordi identifikationen prompte blev vakt og vi tænkte på vores egne børn. Magtesløshed, fordi vi har erfaring for, at vi ikke altid kan stille noget op mod verdens ondskab. Og vrede, fordi vi netop er magtesløse, mener nogle, mens andre er vrede, fordi de mener, at vi KAN gøre noget, men ikke gør det. Herhjemme har denne "så gør dog noget"-vrede været anført af det store oppositionspartis udenrigsordfører og måske udenrigsminister in spe, Søren Pind.

Det formodes fra vestlig hold, at det er Assad-regimet, der står bag brugen af nervegas. Dette baserer man på et kendskab til, at Assad netop har disse våben - mange af dem - og at han hidtil har nægtet FN-observatører adgang til at inspicere sine lagre. Et lignende scenario så vi forud for Irak-krigen. Saddam Hussein nægtede våbeninspektører adgang, hvorefter de vestlige regeringer konkluderede, at det måtte være, fordi han gemte på dem. Vi ved i dag, at der ingen masseødelæggelsesvåben var, at USA godt vidste det, men at Hussein ikke rigtigt kunne sige det højt, da han havde brug for at fremstå som stærk og farlig over for alle de andre fjender, der gerne ville af med ham. Det er ikke en identisk situation i forhold til Syrien, men den ligner i forhold til den søgte legitimitet af et eventuelt indgreb.

Denne erfaring samt en kort analyse af Assads muligheder og handlemønster hidtil førte hurtigt iagttagere af krigen i Syrien til følgende konklusion: At det IKKE, var Assad-styret, der stod bag angrebet, fordi han netop har alt at tabe ved en vestlig intervention og ikke ret meget at vinde. Disse iagttagere brugte en simpel motivgranskning, som også fik flere til at kigge på islamisternes motiver for et gasangreb. Hvad nu, hvis islamisterne - den foreløbigt stærkeste oprørsgruppe - stjal nervegas fra regimet og brugte det på et udsnit af befolkningen for at standse den vestlige tøven mod en intervention? Hvis man tror fast på, at ofrene alligevel kommer i paradis som uskyldige ofre for en større sags tjeneste, er dette ikke en utænkelig tanke. Og den har også været tænkt af flere. Blandt andet af russerne.

På den anden side står især USAs regering, men også den britiske, den franske og den australske, som alle har bebudet en eller anden form for intervention. Nu har Danmark også meldt sig ind i "vi må gøre noget"-koalitionen. Amerikanerne kan ikke bevise, at det var Assad-regimet, der stod bag angrebet, men de føler sig meget overbeviste.

Læg mærke til, hvordan talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney, formulerer sig:

"Det faktum, at kemiske våben blev anvendt på en omfangsrig måde mod uskyldige civile med tragiske følger er ubestrideligt. Og der er meget lidt tvivl i vores sind om, at det syriske regime er skyldig."

Ingen tvivl i "vores sind" giver rum for, at der mangler en rygende pistol, men at man føler sig overbevist, ligesom det er vanskeligt at argumentere imod, at regimet er "skyldigt", da det uanset hvad er regimets ulovlige våben, der er anvendt. Både USA og Storbritannien har da også gjort det klart, at man ikke vil vente på beviserne, men handle alene ud fra ovenstående sindsbillede.

Konsekvenser af indgreb er uforudsigelige

Hvad der sker ved, at USA eventuelt med hjælp fra Frankrig og Storbritannien "går ind" i Syrien, er vanskeligt at forudse. Militært bliver luftangreb fremhævet som det mest sandsynlige. En kombination af en no fly zone, præcisionsbombninger af det syriske luftvåben og eller etablering af bufferzoner, hvor de forskellige oprørsgrupper kan hvile ud, lægge planer og modtage nye forsyninger. Problemet med denne sidste idé er, at der også er fronter oprørsgrupperne imellem.

Og fronterne flytter sig. For to uger siden kunne vi i Dit Perspektiv fortælle om en ny frontlinje mellem de islamistiske oprørsgrupper og kurderne. Sidstnævnte har hidtil været modstandere af Assad-styret og var faktisk selv i et væbnet oprør for nogle år siden, inden den store krig brød ud. I dag er den største af de kurdiske fraktioner vendt på en tallerken og støtter Assad-regimet. For er der noget, som er værre end ufrihed under Assad, så er det ufrihed under islamisterne. Så ville kurdernes kamp for selvstyre være lige vidt og måske i fremtiden også underlagt strenge krav om at leve op til en religion, som de godt nok deler, men som de tager noget mere afslappet på.

Dertil skal lægges konflikterne mellem de sekulære oprørsgrupper og de religiøse. Jabbat Al Nusra har vist sig at bruge terror internt og har ved en selvmordsbombe elimineret en af de øverstbefalende i den gruppe af oprørere, som Vesten helst støtter, nemlig den sekulære.

Hvis islamisterne gerne vil vinde over Assad, der det seneste halve år takket været faste våbenleverancer fra Rusland har vundet terræn igen, er det et nærliggende motiv at få hele verden engageret. Startende med USA.

Og hvor stiller det så Rusland?

Russerne er relativt forsigtige omend meget klare i mælet i forhold til den konkrete sag om kemiske våben. Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov har over for sin amerikanske kollega John Kerry advaret mod det, han kalder "hysteri." Han siger, at det vil  ødelægge de diplomatiske bestræbelser for fred, hvis vestlige regeringer beslutter sig for et indgreb og fremhæver Irak og også Libyen som eksempler, der røg ud af kontrol. Begge indgreb har ført til en forværring af befolkningernes liv, siger han.

"Regionen er blevet destabiliseret i hidtil uset omfang," konstaterer han med henvisning også til Egypten.

Denne konflikt om målet med udenrigspolitikken er efterhånden gammel og velkendt. Groft sagt, Vest vil først og fremmest have frihed, Øst vil først og fremmest have fred. I tilfældet Syrien - og i tilfældet Egypten, Libyen, Irak - har kampen for frihed foreløbigt ført til en masse ufred. Diktatorer har det med at holde fast i magten og derfor har oprørsgrupper alle disse steder forventet, at ufred var en del af vejen til frihed.

I russisk optik - og i kinesisk optik - er fred under ledelse af en diktator som Assad at foretrække frem for frihed opnået eksempelvis af islamister. Dertil har Syrien også en geopolitisk betydning for Rusland, fordi det helt bogstaveligt er russernes baghave. I sovjettiden opbyggede man et nært forhold til Syrien og den tradition har Moskva bevaret af strategiske grunde.

Rusland har politisk ikke svunget med sablen, da det ikke kan betale sig for et kæmpemæssigt land, der militært står langt bagefter USA. Det er formentlig med i den vestlige kalkule forud for et indgreb. At man godt kan tåle at ydmyge den russiske bjørn ved at ignorere dens advarsler, fordi bjørnens lapper lige nu ikke er stærke nok.

Og det er så her, vi kommer tilbage til, hvad homoparaden i København har at gøre med konflikten i Syrien. Stramningen af de homoseksuelles frihed er udtryk for, at den nationalistiske højrefløj i Rusland står stadig stærkere. Konflikten omkring homoseksuelles rettigheder kommer i en tid, hvor Vesten går værdimæssigt i nøjagtig modsatte retning og dermed blottes en stadig større afgrund mellem vestlige og russiske værdier. Samt interesser.

Polen udvider sit forsvarsbudget

At Rusland stadig udgør en potentiel sikkerhedstrussel skal man da bare spørge polakkerne om. I Polen har man stik imod de vestlige lande i alliancen sat forsvarsbudgettet i vejret med hele syv procent og man er åbent bekymret over, at USA og NATO engagerer sig alle andre steder end lige omkring dem, skrev The Economist for et par uger siden. Polen var da heller ikke med på at bombe Libyen og det er højst tvivlsomt, at de vil synes om et engagement i Syrien, som kan ende med en lussing i ansigtet på Rusland.

Efter den kolde krig stod det klart, at russerne slet ikke havde den militære kraft, som de havde bluffet sig til i årtier. Dermed har USA længe været den absolut stærkeste magt i verden. Men hvor længe bliver det ved? Man kan nu åbent følge med i - og det gør den polske udenrigsminister Radek Sikorski - hvad russerne for tiden spenderer på at modernisere sin militære kapacitet. Og det er mere og mere. En stigning på 25 procent i forhold til sidste år, har polakkerne noteret sig.

Polen og de baltiske lande har også noteret sig en forøgelse af aktivitet omkring russiske bombefly og lyttet til slet skjulte trusler om præventive angreb mod det europæiske missilforsvarssystem, som USA er ved at opbygge gradvist. At USA i denne forbindelse ikke har lyst til at tirre russerne mere end højst nødvendigt kan man også se ud af, hvor få soldater USA har tænkt sig at sende til den største øvelse i Østeuropa efter den kolde krigs ophør. 200 mand bliver det til i en operation, der involverer omkring 5.000 Nato-tropper til lands til vands og i luften. 70 procent af dem er østeuropæiske soldater, mens de vesteuropæiske lande i kølvandet på nedskæringer i forsvarsbudgetterne kombineret med Irak og Afghanistan-engagementer sender så få som muligt.

Set i det lys, kan et indgreb i Syrien på baggrund af Barack Obamas ord om en "rød linje" få helt andre konsekvenser end blot lokale. Eller regionale.

Hvis du vil videre

Så sent som i fredags skrev tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen et indlæg, hvor han anså det for at være umuligt med et indgreb. Se hans ord og analyse herhttp://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2013/08/23/derfor-kommer-der-ingen-militaer-indgriben-i-syrien/

 

John Kerrys signaler om indgreb set gennem The Guardianhttp://www.theguardian.com/world/2013/aug/26/syria-us-un-inspection-kerry
 

The Economist om Polens bekymringer over russisk opbygning kombineret med et anderswo engagiert Europa og USAhttp://www.economist.com/news/europe/21583679-only-big-country-europe-increasing-defence-spending-poland-wants-more-say

Læs her om baggrunden for Ruslands store interesser i Syrien