POLITIK
Fem spørgsmål og svar om valget i Indien
Hvorfor tager valghandlingen fem uger?
Med næsten 815 millioner vælgere er parlamentsvalget i Indien det største af sin art i verdenshistorien og foregår i ni faser fra 7. april til 12. maj. Resultatet forventes at foreligge 16. maj. Valget til de 543 pladser i underhuset Lok Sabha er en enorm logistisk udfordring og indbefatter også et større sikkerhedsapparat, og det er de væsentligste grunde til, at valghandlingen er spredt over fem uger.
Hvad er valgets hovedtema?
Efter flere års eksplosive vækstrater er den indiske økonomi stagneret, om end en årlig vækst på fem procent stadig kan vække misundelse i de fleste andre lande. Ikke desto mindre er den skrantende økonomi, der også giver sig udslag i høj inflation og en svag valuta, et hovedtema i valget. Den regerende koalition med Kongrespartiet i spidsen beskyldes af sine kritikere for at have misrøgtet økonomien, og mange indere er trætte af den korruption, som regeringen beskyldes for at repræsentere.
Hvem er Narendra Modi?
Narendra Modi, f. 1950, er førsteminister i delstaten Gujarat og favorit til at blive Indiens næste premierminister som kandidat for det hindunationalistiske Bharatiya Janata Party. Han er en kontroversiel skikkelse, der har ry for at være en god økonomisk administrator, men samtidig har høstet kritik for ikke at have grebet ind over for hinduekstremisters massakrer på særligt muslimer i Gujarat i 2002.
Hvad er valgets ukendte faktor(er)?
De to dominerende politiske partier i Indien er Kongrespartiet og BJP, der står i spidsen for koalitionerne United Progressive Alliance (UPA) og National Democratic Alliance (NDA). De suppleres af en række regionale partier. Et nyt anti-korruptionsparti, AAP, skabte røre ved at erobre mange stemmer ved et delstatsvalg i Delhi i 2013, og kan blive valgets overraskelse. En anden faktor, der kan genere de etablerede partier, er de omkring 100 millioner førstegangsvælgere.
Hvordan er Indiens internationale omdømme?
Efter flere års positiv omtale, bl.a. på grund af sin økonomiske fremgang, er der kommet ridser i lakken i Indiens image. Det skyldes bl.a., at landet vurderes som et af de værste steder i verden at være kvinde – et eksempel herpå var massevoldtægten af en ung kvinde i New Delhi i slutningen af 2012. Korruption, overgreb mod civilsamfundet, fattigdom – Indien har flere fattige end hele Afrika syd for Sahara – og den ofte brutale diskrimination af 200 millioner kasteløse bidrager også til ridserne.