SAMFUND

Hvad er det nu lige, at Sydkorea, Kosovo, Jamaica og Sierra Leone har til fælles?

Næppe ret meget, ud over de alle tilhører en lille klub af lande, hvor der råder fuldstændig religionsfrihed, inklusive retten til ikke at have nogen religion. Mens verdenskort farvelagt efter frihedsgrader, f.eks. fra Freedom House eller Index on Censorship, normalt er temmelig forudsigelige, er der en del overraskelser i en rapport om religionsfrihed fra International Humanist and Ethical Union (IHEU), en paraplyorganisation for over 100 ateistiske, agnostiske og andre religionsskeptiske organisationer fordelt på over 40 lande.

En af overraskelserne, måske, er at Danmark havner i den næstværste gruppe under rubrikken »alvorlig diskriminering«, men lad os begynde i den modsatte ende.

Ifølge IHEU er kun 15 lande i verden »frie og lige«, hvilket af organisationen defineres som lande, hvor fuld religions- og trosfrihed opretholdes både på papiret og i praksis, således at der hverken er kendte tilfælde af diskriminering, fordi man tilhører en vis religion, eller fordi man ikke tror på nogen gud. Disse 15 er spredt godt ud over kloden.

En religionsliberal klynge ligger i Vestafrika, hvor der ikke alene er tre lande i den næstbedste kategori, »overvejende tilfredsstillende«, nemlig Burkina Faso, Elfenbenskysten og Senegal, mens også fire lande i IHEU’s helt frie første division: Benin, São Tomé og Príncipe, Niger og Sierra Leone. Sierra Leone? Et land med en historie af jævnlige statskup og en blodig borgerkrig frem til 2001? Tja, konflikterne dér handlede aldrig ret meget om religion.

»Forfatningen garanterer alle borgere friheden til at følge deres egne religiøse skikke og til at skifte religion uden indblanding fra regeringen eller medlemmer af andre religiøse grupper. Der er er kun lidt eller ingen religiøs vold i dette overvejende muslimske land med et betragteligt kristent mindretal,« noterer IHEU-rapporten om Sierra Leone.

En anden klynge er i Vestasien, hvor Japan, Sydkorea og Taiwan alle beskrives som frie og lige. Tre små stillehavsnationer, Fiji, Kiribati og Nauru, tilhører samme gruppe. På de amerikanske kontinenter er det kun Uruguay og Jamaica, der kan prale af fuld religionsfrihed, mens situationen er overvejende tilfredsstillende i USA og Brasilien.

Endelig er tre lande i Europa helt frie, nemlig Holland, Belgien og Kosovo, mens sammensætningen af den »overvejende tilfredsstillende« gruppe er omtrent lige så spraglet: Ukraine, Norge, Albanien, San Marino, Slovenien, Frankrig og Makedonien.

Fængselsstraf for blasfemi

I den anden ende af skalaen med »alvorlig diskriminering« finder man i Europa ikke kun lande som Rusland og Hviderusland, hvor »tilkendegivelse af grundlæggende humanistiske principper om demokrati, frihed og menneskerettigheder er alvorligt begrænset«, men også bl.a. Polen, Grækenland, Tyskland, Island og Danmark. Det skyldes hovedsageligt blasfemilove, der i Grækenland og Tyskland kan give op til tre års fængsel, i Polen op til to års fængsel, i Danmark op til fire måneders fængsel og i Island op til tre måneders fængsel.

Ganske vist er der i Danmark kun tre gange rejst tiltale efter blasfemiparagraffen (paragraf 140 i straffeloven), siden den blev indført i 1930 med følgende ordlyd: »Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

• I 1938, da en gruppe danske nazister blev dømt for at have uddelt løbesedler, der beskyldte hellige jødiske skrifter for at opildne til angreb på ikke-jødiske piger.
• I 1946, da et kærestepar iført præstekjoler blev dømt for at have ”døbt” en legetøjsdukke til et karneval.
• I 1971, da DR-programcheferne Niels-Jørgen Kaiser og Kaj Bruun blev tiltalt, men frikendt, efter at de havde ladet Trille synge visen ”Øjet” med bl.a. teksten: »Når jeg strammer mine trusser, der har blonder og er gule, kan jeg komme til at røre ved det frække, de skal skjule. Men så snart, der er noget der kilder, bare en lille bitte smule, så lurer der et øje i det høje. Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud.«

Danmark i skammekrogen

Nyligere blasfemianmeldelser mod f.eks. Kvickly (sandaler med Jesus-motiv), DR (visning af Theo van Goghs kortfilm ”Submission”) og Jyllands-Posten (Muhammed-tegningerne) har ikke resulteret i tiltaler, hvilket kunne tyde på et relativt liberalt religionssyn i praksis, men IHEU ser Danmark og de andre vestlige lande med blasfemilove som meget dårlige eksempler for omverdenen.

»Love mod at ”fornærme” religion i relativt sikre, f.eks. relativt sekulære, lande er ikke kun sidestykker til de mest ondskabsfulde blasfemilove overalt i verden, men bidrager også til at opretholde en global norm, under hvilken tankevirksomhed bliver retsforfulgt og straffet,« hedder det i rapportens forord, som er skrevet af to nylige ofre for blasfemilove i henholdsvis Marokko og Egypten, Kazem al-Ghazzali og Alber Saber.

IHEU’s kommunikationschef Bob Churchill tilføjer, at »når man undlader at fjerne blasfemilovene ét sted, er det mere sandsynligt, at de også forbliver i lovbøgerne et andet sted, hvor de kan vise sig katastrofale.«

»Også i vestlige lande med blasfemilove har det vist sig, at de lægger en dæmper på ytringsfriheden, og i nogle lande, som Grækenland og Tyskland, bliver folk rent faktisk retsforfulgt og dømt til fængsel efter disse love,« konstaterer Bob Churchill, der har været redaktør for IHEU-rapporten.

I øvrigt ville Danmark selv uden blasfemiloven være havnet i IHEU’s mellemgruppe, hvis rubrik er »system-diskriminering«. Det skyldes blandt andet, at vi har en statskirke, at Folkekirken nyder statsstøtte, og at statschefen skal være medlem af denne kirke.

Dødsstraf for at forlade islam

Mens Danmark deler rubriceringen »alvorlig diskriminering« med 45 andre lande, havner 31 lande i den værste kategori, der har rubrikken »grove krænkelser«. Samtlige ligger i Afrika, Asien eller Mellemøsten.

I nogle af disse lande handler det mere om en generel undertrykkelse af alle menneskerettigheder, f.eks. i det formelt ateistiske Nordkorea, hvor den manglende religionsfrihed er en del af, hvad IHEU beskriver som regimets »totale afvisning af tankefrihed«, og Swaziland, hvor »udtryk for grundlæggende humanistiske principper, frihed og menneskerettigheder bliver brutalt undertrykt.«

I andre af landene er der tale om en mere specifik forfølgelse af ateister og andre »frafaldne«, frem for alt hvis de har muslimsk baggrund.

Samtlige de 12 lande, hvor man risikerer dødsstraf for at forlade den fremherskende religion, er således muslimske, nemlig Afghanistan, Iran, Saudi-Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Yemen, Somalia, Sudan, Mauretanien, Nigeria, Maldiverne og Malaysia. Dertil kommer Pakistan, hvor man ligesom i Iran og Saudi-Arabien kan blive dømt til døden for blasfemi.

»Det overvældende flertal af lande respekterer ikke ateisters og fritænkeres rettigheder. Der er love, som nægter ateister retten til at eksistere, inddrager deres ret til statsborgerskab, begrænser deres ret til at gifte sig, hindrer deres adgang til offentlig undervisning, forbyder dem at indtage offentlige hverv, forhindrer dem i at arbejde for staten, kriminaliserer deres kritik af religion og henretter dem for at forlade deres forældres religion,« sammenfatter IHEU-rapporten.

Hvis du vil videre

International Humanist and Ethical Union’s hjemmeside, hvorfra man kan klikke sig frem til en pdf-version af rapporten ”Freedom of Thought 2013”:

www.iheu.org

Verdenskort med IHEU’s inddeling i lande efter graden af religionsfrihed (fungerer ikke i alle browsere):

http://freethoughtreport.com/map/