Fredelig middag med repræsentater fra begge sider af konflikten. Billedet er taget i juli 2013, hvor Kerry stadig havde store forhåbninger om at kunne få en fredsaftale i stand med Israel og Palæstina. Nu er den opgivet. Foto: Flickr by US State Department

SIKKERHED

”To-stats-løsningen er det eneste reelle alternativ. Fordi en enhedsstat ender med enten at blive en apartheidstat med andenklasses-borgere eller med at blive en stat, der ødelægger Israels mulighed for at forblive jødisk.”

USAs udenrigsminister John Kerry ville allerhelst have ’spolet båndet baglæns’, så han kunne slette sine ord, sagde han bagefter, men ikke desto mindre var det, hvad han havde sagt.  Omend  i et lukket møde,  mellem USAs udenrigsminister, embedsmænd og eksperter fra USA, Europa, Japan og Rusland. Men internetmediet  The Daily Beast fik fingrene i en skrattende optagelse, og så slap Kerrys brug af ’A-ordet’   ud til verden.

Ordene faldt  få timer inden den deadline, Kerry havde sat for sit forsøg på at få israelere og palæstinensere til at slutte fred. Eller som målet blev, da han forstod at skrue forventningerne ned  -  for  i det mindste at blive enige om en ramme for fortsatte forhandlinger. Ingen af delene lykkedes. Kerry så sit fredsprojekt i frit fald.

Det væsentlige var dog ikke ordvalget, men Kerrys frustration. For når israelere og palæstinensere tilsyneladende afviser to-stats-løsningen, så er det eneste alternativ, at Israel og de besatte områder, Vestbredden og Gaza, med tiden smelter sammen til en stat. En enhedsstat, hvor palæstinenserne ikke til evig tid vil finde sig i at være under besættelse, men med tiden vil kræve statsborgerskab med fulde og lige rettigheder. Og så vil Israel ikke mere kunne være en jødisk stat.

Argumentationen er den samme, som den israelske fredsfløj har brugt i de sidste mange år: En fred og oprettelsen af en  palæstinensisk stat er ikke noget man skal stile efter for palæstinensernes skyld men for Israels egen skyld, hvis staten skal bevares som på én gang jødisk og demokratisk.  

Men selvom alle meningsmålinger viser, at syv ud af 10 israelere er villige til at afgive de besatte områder og tvinge flere hundrede tusinde israelere tilbage bag landets forhandlede grænser for at få en varig fred, så afspejler israelsk politik noget helt andet.

Oslo-æraen er forbi

Den israelske højrefløj, den såkaldte ’nationale lejr’  har svært ved at skjule sin begejstring over Kerrys forhandlingsinitiativs sammenbrud. Israels økonomi- og handelsminister  Naftali Bennett, der er formand for partiet Habayit Hayehudi – Det jødiske hjem -  betragter det som en personlig sejr.

”Det væsentligste at forstå her er, at en æra er forbi. Mere end nogensinde er det nu helt klart, at denne illusoriske fredsaftale ikke findes. Den kan ikke indgås.  Oslo-æraen er død  - den nye æra, vil jeg kalde for "realismens æra". Naftali Bennett smiler sejrsstolt. Han står på talerstolen foran små 60 medlemmer af det udenlandske pressekorps på det historiske Hotel King David i Jerusalem. Datoen er 28. april 2014.

Bennett kan også roligt tage en del af ansvaret for forhandlingernes sammenbrud på sig. Bennett er tidligere formand for bosætterbevægelsen og hårdnakket modstander af en palæstinensisk stat. Da han gik ind i Netanyahus regeringskoalition, erklærede han, at justitsminister Tzipi Livni for hans skyld godt kunne forhandle med palæstinenserne. Det ville ikke forhindre ham i at tage imod en ministertaburet, for som han sagde, forhandlingerne vil alligevel ikke føre til noget resultat.

Og det sørgede Bennett så for:

Da Kerry ved forhandlingernes begyndelse bad statsminister Benjamin Netanyahu  om en gestus for at vise Israels gode vilje, var det Bennett, der modsatte sig en indefrysning af bosættelsesbyggeriet.  Netanyahu lovede i stedet at løslade 104 terrordømte palæstinensere fra Israelsk fængsel. Det forsøgte Bennett også at modsætte sig men måtte opgive. Til gengæld er det med i lederen af den israelske højrefløjs statusopsummering :

”I ni måneder har vi forhandlet, og det eneste vi har fået ud af det, er løsladelsen af flere og flere mordere, og at palæstinenserne har stillet flere og flere krav,” fastslår Bennett.

Han undlader dog at bryste sig af, at det var boligministeren fra hans eget parti, der i de ni måneder forhandlingerne stod på, præsenterede sine  planer om at bygge yderligere 20.000 boliger i forskellige israelske Vestbredbosættelser, hvad der i november sidste år fik John Kerry til i et TV interview retorisk at spørge Bennetts Israel:

”Hvordan kan I erklære, at I planlægger at bygge, der hvor Palæstina skal ligge?”

Bennett vil annektere 60 procent af Vestbredden

Men Naftali Bennett er overbevist om, at han har fundet de vises sten :

”Vi kommer ikke til at nå en fredsaftale i en overskuelig fremtid. Hvad gør vi så? Vi investerer massivt i palæstinensernes økonomi, infrastruktur,  livskvalitet og selvbestemmelse og indfører israelsk lov i de israelsk kontrollerede dele af Judæa og Samaria – det i kalder Vestbredden.”

Naftali Bennett vil annektere det han kalder den ’israelsk kontrollerede’ del  af Vestbredden. Det område, der ifølge Osloaftalens opdeling  af Vestbredden i tre, kaldes  ’Område C’.

’Område A’ er de syv store palæstinensiske byer på Vestbredden, hvor det palæstinensiske selvstyre i dag har fuldt ansvar for administration og personlig sikkerhed med væbnede politistyrker. ’Område B’ er de områder, hvor de fleste af de over 400 palæstinensiske landsbyer ligger. Her har det palæstinensiske selvstyre ansvar for den civile administration, men Israelsk militær har det overordnede sikkerhedsansvar. ’Område C’,  der dækker over 60 procent af områdearealet, er de områder, hvor de over hundrede israelske bosættelser ligger spredt, og hvor omkring 100.000 palæstinensere bor i et par dusin mindre landsbyer.

Ifølge Bennetts plan skal Israel altså annektere 60 procent af Vestbredden, og han vil samtidig give de 100.000 palæstinensere i ’Område C’ israelsk statsborgerskab, siger han. Hvis de vil tage imod det.

De øvrige omkring to millioner palæstinensere på Vestbredden, skal ifølge Bennett styre sig selv.

FN traktater og Fatah-Hamas aftale  

Det er dog ikke alene Bennetts konstante trusler om at sprænge Netanyahus koalitionsregering , den israelske bosættelsespolitik og nøl forud for den sidste lovede fangeudlevering, der skulle have fundet sted i slutningen af marts, som har fået Kerrys initiativ til at bryde sammen.

Allerede  i februar nægtede præsident Mahmoud Abbas at give Kerry noget svar på den amerikanske udenrigsministers forslag til en ramme for de videre forhandlinger.

Mens den amerikanske udenrigsminister intenst forsøgte at rigge en studehandel sammen, der skulle tvinge israelere til alligevel at frigive de sidste 26 fanger til gengæld for at få løsladt den spiondømte amerikansk-jødiske Jonathan Pollard, underskrev præsident Mahmoud Abbas staten Palæstinas ansøgning til FN og Schweiz om at blive medunderskriver af en række internationale traktater. Blandt andet Genevekonventionerne og den internationale kriminaldomstol. Det var stik imod det løfte Abbas havde givet Kerry og israelerne, da de indledte forhandlingerne.

Og få dage  inden Kerrys deadline d. 29. april, underskrev de to rivaliserende palæstinensiske politiske bevægelser, det islamistiske Hamas og den nationale Fatah i Gaza en forsoningsaftale, der skal føre til oprettelsen af en ny fælles palæstinensisk regering og til valg inden for seks måneder.

Hamas er erklæret modstander af den israelske-palæstinensiske fredsproces, har stået  bag dusinvis af  selvmordsterrorbombninger i israelske busser, restauranter og på markedspladser, og benytter slagord som ’død over jøderne’ og ’nej til anerkendelse af Israel’ ved sine massedemonstrationer.

Den palæstinensiske forsoningsaftale fik Israels regering til omgående af aflyse et planlagt forhandlingsmøde og til ’foreløbig at indefryse’ de videre forhandlinger.

 Én stat –måske  om 100 år

I Ramallah møder jeg Muhammad Daraghmeh. Han er 50 år gammel og har i over 20 år arbejdet som journalist for internationale nyhedsbureauer. Om Fatah-Hamas-aftalen siger han:

 ”Hamas i dag er ikke det samme gamle Hamas, der sendte selvmordsbombere ind i Israel, Hamas er bleven voksen. Magten har slebet hjørner af den islamistiske bevægelse, og når Hamas nu siger, de vil være medlem af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, så ved de, at de vil blive nødsaget til at anerkende PLOs politiske platform nemlig anerkendelse af staten Israel og af en diplomatisk løsning med et Palæstina langs 1967-grænserne og accept af allerede indgåede aftaler. Nogle dage kan jeg  ikke høre forskel på Hamas og Fatah, så meget ligner deres politik hinanden.”

Men Muhammed Daraghmeh har for længst opgivet troen på en to-stats-løsning. Han ser på de over en halv million israelere, der i dag er bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem, siger han, og er overbevist om, at de aldrig flytter:

 ”Fredsprocessen er forbi og vi er nu på en lige vej direkte imod en-stats-løsningen. Én stat, hvor jøder og arabere lever sammen. Jeg vil ikke komme til at opleve det, men måske mine børnebørn vil komme til at leve i en stat, hvor alle har lige rettigheder til at leve, til at rejse til at købe og bygge deres hjem. Men det vil tage lang tid, måske 100 år.”  

(c) hf, 010514