DIT SAMFUND
Medierne glemmer nuancer i velfærdsdebatten
Debatten om vores fremtidige velfærd bliver ført på et skævt grundlag, fordi medierne glemmer at stille de mest elementære spørgsmål. I stedet holder journalisterne mikrofoner og får dermed ikke gjort deres arbejde ordentligt. Den første konsekvens bliver, at de klogeste mediebrugere står af. Den næste at der skabes mere forvirring end afklaring.
KRONIK
Dengang for efterhånden urovækkende mange år siden, da jeg arbejdede som nyuddannet journalist på Bornholms Tidende, var det ikke helt ualmindeligt at sørge for, at en historie kunne blive en føljeton.
Man hørte den ene part den ene dag og den anden part den anden dag (med mindre der var tale om grove beskyldninger – det var der sjældent), og på den måde var der i én historie stof til et par dage. Det var rart, for tempoet var højt, og der var en del plads at fylde ud.
Den taktik har provinspressen generelt måttet høre meget for, men de landsdækkende medier har intet at lade provinsmedierne høre efterhånden. De benytter samme metode – nu hedder det bare faktatjek og får fine navne som 'Detektor'.
Programmet 'Detektor' er underholdende, men det er en falliterklæring. Dette er ikke en kritik af Detektor. Det er en kritik af, at sådan et program overhovedet er nødvendigt. Ganske som vi på provinsmedierne naturligvis skulle have hørt alle parter i samme ombæring i stedet for at sprede det ud over flere dage, burde journalisterne naturligvis tjekke fakta, FØR de bare gav udsagn videre.
De alt for høje offentlige ydelser
Det sker desværre for sjældent. Eksemplerne er legio, men lad os bare se på nogle af seneste. Der er ikke noget at sige til, hvis man som dansk mediebruger bliver lidt forvirret over, hvordan det egentlig står til i Danmark. Går det godt eller skidt? Mere om det om lidt. Først et eksempel.
For en uge siden bragede historien om de tårnhøje danske overførselsindkomster af sted. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening er de danske dagpenge- og kontanthjælpssatser så høje, at vi er det land, hvor det dårligst kan svare sig at arbejde. Konklusionen fra DAs side var klar: Sæt satserne ned.
Den købte stort set alle medier ufordøjet de første 24 timer. Først de følgende dage begyndte nuancerne at komme til, og DAs argumenter blev for alvor pillet fra hinanden, da TV2 også begyndte at interessere sig for, om det virkelig kunne passe, at danskerne fik mange tusinde kroner mere i ydelser end hinsidan. Det kunne det ikke. Faktisk fik de en lille smule mere end danskerne, derhenne i Sverige.
Der er ellers nok at spørge om
Men mange af detaljerne burde være faldet på plads allerede i første ombæring, og før historien overhovedet var bragt. Det samme gælder mange af de spørgsmål, som DA først blev bedt om at forholde sig til – og da ret fragmenteret – de kommende dage.
Der var ellers en del, man med fordel kunne have spurgt DA i forbindelse med den oprindelige artikel:
• Ifølge Økonomiministeriets tal har 98 procent af arbejdsstyrken en gevinst på minimum 1.000 kroner (efter skat og ekstra udgifter til fx transport) om måneden ved at arbejde frem for at modtage en passiv ydelse. Gennemsnittet er 9.500 kroner om måneden. Er den forskel for lille? Og hvorfor?
• Den danske arbejdsfrekvens, altså den del af arbejdsstyrken, der faktisk er i arbejde, er i OECDs absolutte top (vi svinger mellem en tredje- og en fjerdeplads) Noget tyder altså på, at danskerne godt kan lide at gå på arbejde. Hvorfor er høje overførselsindkomster så et problem?
• Er man på kontanthjælp eller dagpenge, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktivt jobsøgende. Undtagelsen er de svageste matchgrupper i kontanthjælpssystemet, men deres primære problem er heller ikke arbejdsløshed, men diverse sociale problemer og fysiske og psykiske lidelser. Når man kan tvinges i arbejde, og som mellem- og højtuddannet endda tvinges til at flytte efter job for at beholde dagpengene, hvordan forhindrer satserne så folk i at være arbejdssøgende?
• Hvis 100.000-vis af danskere med ændrede satser og betingelser ville stå med ringere eller slet ingen overførselsindkomster og i stedet være afhængige af job, hvor skal de job så komme fra? I denne uge mistede flere end 5.000 danskere dagpengene, fordi der stadig ikke er job til dem. Mellem 17.000 og 23.000 står til at miste dagpengene i første halvår af 2013. Så her står vi med tusindvis af danskere på lavere ydelser, og alligevel er der ikke job til dem. Hvorfor skal de så skæres?
Dette er ikke nævnt for at nedgøre DAs undersøgelse, for den kan være dybt relevant, og det er debatten omkring forholdene mellem overførselsindkomster og løn også. Men den skal foregå på ordentlige præmisser. Og ingen kilder, hverken DA, statsministeren eller hundeejeren, skal have lov til at fremføre synspunkter uden modspil.
De kloge seere står af
Alligevel blev de første 24 timers dækning det rene mikrofonholderi for DA. Havde de studerende, som jeg har haft glæden af at undervise på journalisthøjskolen i Århus, grebet opgaven an på tilsvarende vis, var de blevet bedt om at lave det om. Denne gang med kildekritik og relevante spørgsmål.
Og rent journalistisk vil det være langt mere interessant at hive DA i studiet og få interesseorganisationens topfolk til at engagere sig i en debat, hvor de relevante og kritiske spørgsmål bliver stillet fra begyndelsen. Det er som regel kun til kildernes egen fordel, at de også får lejlighed til at svare på alt det, som vi som seere og læsere hjemme i stuerne sidder og undrer os over. Ofte er der jo et godt svar. Og hvis der ikke er, er det også journalistikkens opgave at dokumentere det.
I stedet stiller vi plads og TV-tid til rådighed for enetaler, hvorefter vi behørigt indhenter kommentarer fra politiske ordførere, ministre osv. Men tilsyneladende helt uden at bedrive selvstændig research så vi selv kunne stille de gode og nødvendige opfølgende spørgsmål.
Faktatjekket lader vi Detektor og andre lignende programmer om, eller vi venter med dem til de opfølgende historier, som det skete i dette tilfælde. Til den tid er skaden sket, og et ensidigt billede står tilbage, en mulighed er forpasset. Det er slemt, og det er uhæderligt journalistisk.
Det er også ris til egen rumpe. Der sidder altid nogle seere, lyttere, brugere og læsere, der er klogere end os, og som godt ved, hvordan tingene hænger sammen. For hver gang de oplever den slags mangelfuld research, mister de lidt mere tillid til pressen. Og vi mister lidt mere af vores eksistensberettigelse.
Brug for at sætte fakta ind i sammenhæng
Mediebrugerne ved godt, at virkeligheden har nuancer. Derfor er det også vores opgave som medier at få dem frem i stedet for at fastholde en stædig sort-hvid dagsorden, hvor alt vinkles skarpt. Er det fx et problem, at halvdelen af befolkningen ikke arbejder, sådan som det kom frem forleden? Det skulle man umiddelbart tro, men faktisk er det tal ret normalt for OECD-landene.
Det rigtige spørgsmål er, hvorfor de ikke arbejder. For børn og unge tæller med, og økonomerne er ellers enige om, at det er godt, at der bliver født børn, og at unge får en uddannelse. Ældre tæller også med, og de lever længere end før. Det er en udfordring, men de færreste vil vel argumentere for, at det er et problem, at vores levetid forlænges?
I det hele taget er vores velfærdsdebat så fyldt med unuancerede, men slagkraftige udsagn, at det kan være svært at gennemskue, hvad der er op og ned. Og det gør demokratiets vilkår sværere, for hvis vi ikke får de rigtige oplysninger, kan vi ikke deltage i debatten om, hvordan vores samfund skal udvikle sig på de rigtige præmisser.
Undersøgelser har tidligere vist, at danskerne er lette at skræmme, når politikere og erhvervslivets top taler dansk økonomi ned. Og det kan bruges til at få nedskæringer til at glide lettere igennem. Det er ikke nødvendigvis godt, hvis det sker på et utilstrækkeligt grundlag.
Går det godt eller skidt i Danmark? Skal man tro mainstream-medierne herhjemme, går det ufattelig skidt, selv om nogle forsøger at nuancere debatten.
Medierne i udlandet? Ja, de nævner Danmark som en velfærdsrollemodel. Og dette var også ugen, da Forbes sendte Danmark på en 2. plads over de mest attraktive lande for erhvervslivet. Førstepladsen gik til New Zealand. Morale: Vi har brug for Gandalf. Men selv uden ham er det vist ikke så helt skidt endda.
Hvis du vil videre
Økonomiministeriets rapport, om hvor meget der er at hente ved at få et arbejde i stedet for at være på offentlig forsørgelse
OECD om erhvervsfrekvens fordelt på lande
http://www.evm.dk/~/media/oem/pdf/2011/konkurrenceevne-2011/arbejdsudbud.ashx
Magasinet Ræson kigger nærmere på det danske velfærdssamfund:
http://raeson.dk/2013/jespersen-om-den-danske-supermodel-det-dekadente-danmark-er-en-vandrehistorie/
http://raeson.dk/2013/smith-om-den-danske-supermodel-kollektive-forsikringsordninger-er-overlegne/
The Economist udnævner de nordiske velfærdsstater til en ny supermodel:
Forbes' liste over de mest erhvervsvenlige lande:
http://www.forbes.com/best-countries-for-business/list/
Danskerne bliver påvirket af skræmmescenarier:
http://www.ugebreveta4.dk/2013/201305/Tirsdag/Danskerne_er_lette_at_paavirke.aspx