Et 50.000 år gammelt meteorkrater i Arizona, USA. Foto: Ken Lund

DIN VIDEN

Det er sket før og det kan ske igen. En stor asteroide rammer Jorden og skaber enorme ødelæggelser med global virkning. Mindre kan dog også gøre det, som vi klart og tydeligt fik demonstreret fredag den 15. februar, da en hårdtslående gæst fra rummet eksploderede i luften over den russiske by Chelyabinsk. Chokbølgen var så voldsom, at ruder blev knust og bygninger blev beskadiget. Mange mennesker fik større eller mindre skader primært på grund af flyvende glasstykker. 

Mens folk i Chelyabinsk og omegn gik i gang med at rydde op efter det uventede besøg, gik forskerne i gang med at granske begivenheden for at lære mere om den ubudne gæst. De foreløbige analyser peger på, at det var en ca. 17 meter stor og op mod 10.000 ton tung sten, der kl. 04:20 dansk tid ramte Jordens atmosfære med mere end 64.000 km/t.

Når man er så tung og har så travlt, er mødet med atmosfæren ganske voldsomt – en kosmisk maveplasker. Som resultat eksploderede stenen med en anslået kraft svarende til ca. 500 kiloton TNT, hvilket er mere end 30 gange kraftigere end atombomben over Hiroshima. Forskerne vurderer, at eksplosionen skete i en højde på 15-20 km med den afsluttende del formentlig direkte over Chelyabinsk.

Ingen sammenhæng med nærgående asteroide

Heldigvis er Chelyabinsk-ildkuglen ikke noget der sker hverken hver eller hver anden dag. Det vakte dog en vis opsigt, at rumstenen havde valgt netop denne dag til at eksplodere i luften over Chelyabinsk. Senere samme dag – nærmere bestemt kl. 20:25 dansk tid – fløj en ca. 40 meter stor asteroide med det kønsløse katalognavn 2012 DA14 nemlig meget tæt forbi Jorden.

Der var straks spekulationer på banen, om de to begivenheder kunne være forbundne og om der måske var flere ubudne gæster på vej. Det viste sig dog hurtigt, at ildkuglen over Chelyabinsk og 2012 DA14 intet havde med hinanden at gøre, da de kom fra vidt forskellige retninger. Forskerne kunne derfor i ro og mag fortsætte de planlagte observationer af 2012 DA14 under passagen herunder radarmålinger, der giver vigtige informationer om bl.a. asteroidens form, størrelse og bane.

2012 DA14 strøg forbi vores dejlige blå planet i en afstand på lidt under 28.000 km. Det er et pænt stykke tættere på end vores geostationære satellitter, der kredser 35.800 km over jordoverfladen. Faktisk var passagen den tætteste af en så stor asteroide, der til dato er blevet registreret, men andre lignende rumsten kan sagtens have sneget sig tilsvarende tæt forbi uden at blive opdaget.

Det betyder i praksis, at ubudne gæster på størrelse med 2012 DA14 og endda noget større godt kan komme på besøg helt og aldeles uanmeldt.

Hvad er risikoen?

Skal vi så gå rundt i evig angst for at få en rumsten i hovedet? På ingen måde. Risikoen for det enkelte menneske er som udgangspunkt forsvindende lille. Der er faktisk ingen beretninger om mennesker, der er blevet dræbt af at få en meteoritsten i hovedet, mens andre naturkatastrofer som stormvejr, vulkanudbrud og jordskælv jævnligt koster mange menneskeliv.

Hver dag biliver Jorden i runde tal 100 ton tungere pga. materiale, der kommer fra rummet. Det meste er dog så finkornet, at det ikke engang kan lave et anstændigt stjerneskud. Fra tid til anden kommer der dog større klumper som fx ildkuglen over Chelyabinsk, men der er langt mellem snapsene – i hvert fald set i forhold til et menneskes liv.  Begivenheder af denne størrelsesorden formodes at indtræffe med nogle årtiers og op til 100 års mellemrum.

I 1908 trængte et objekt med en anslået størrelse på ca. 100 meter ind i atmosfæren og eksploderede omkring 10 km over det tyndt befolkede Tunguska i Sibirien. Eksplosionen fældede omkring 80 millioner træer i et område på ca. 2.000 kvadratkilometer.  Selvom der er en betydelig usikkerhed mener forskerne, at der typisk vil gå i størrelsesordenen 1.000 år mellem nedslag af denne kaliber.

Jo større objekter vi taler om, desto længere tid er der imellem nedslagene. I den tungeste vægtklasse – asteroider og kometer med en størrelse på 10-20 km – vil der i gennemsnit gå 100 millioner år mellem nedslagene. Det seneste fandt sted for omtrent 65 millioner år siden, hvor en godt 10 km stor sten slog ned med mere end 100.000 km/t, eksploderede med en kraft på rundt regnet 10 milliarder Hiroshima-bomber og bidrog til at udrydde omkring 65 % af alle arter på vores planet bl.a. de store dinosaurer.

Et vågent øje

For at vi skal undgå en lignende skæbne, er der etableret flere forskningsprogrammer med det formål at finde og følge asteroider, der kan komme faretruende tæt på vores planet og måske en dag udgøre en trussel. På nuværende tidspunkt kender vi 1.381 såkaldt potentielt farlige asteroider (PHA: Potentially Hazardous Asteroid). Det er asteroider, der er større end ca. 140 meter og kan komme tættere på Jorden end ca. 7,5 millioner km. Ingen af disse objekter er på kollisionskurs med Jorden, men selv små ændringer i deres baner kan betyde, at vores planet kommer i farezonen. Når først en PHA er fundet, bliver der derfor holdt et vågent øje med den.

De asteroide-jagende forskere vurderer, at de har fundet mere end 90 % af de største (større end 1 km) og dermed farligste objekter. Med yderligere 15 års arbejde er det ikke urealistisk, at omkring 90 % af alle asteroider ned til en størrelse på 140 meter vil være fundet. Det levner dog stadig en ikke helt ubetydelig mulighed for, at en større sten kommer uanmeldt på besøg. Og småsten som ildkuglen over Chelyabinsk vil stadig kunne komme som et lyn fra en klar himmel.

I sidste ende vil det dog også være et spørgsmål om ressourcer og prioritering, om vi skal forsøge at finde alle nærgående asteroider ned til en størrelse på fx 20 meter, da især de mindste objekter både er mest talrige og  mest krævende at finde. Det handler både om ydeevnen på de teleskoper og kameraer, der bruges til at finde asteroiderne, og om den tid, der er til rådighed til at holde øje med himlen.

Kometen kommer!

I virkeligheden bør det dog ikke være de små asteroider, der giver os rynker i panden, men i højere grad truslen fra kometer, der kommer fra de ydre dele af Solsystemet. Både asteroider og kometer er overskudsmateriale fra Solsystemets fødsel, der fandt sted for næsten 4,6 milliarder år siden. Mens asteroider kredser om Solen i de indre dele af Solsystemet har de fleste kometer i baner, der som udgangspunkt ligger meget langt fra Solen og dermed også langt fra Jorden.

Kometer kan dog også få ændret deres baner, så de begynder en rejse ind i de indre dele af Solsystemet. I modsætning til asteroider indeholder kometer en betydelig mængde is, og når de kommer tæt nok på Solen, bliver isen til damp og danner en gigantisk sky omkring kometkernen. Solens lys og konstante strøm af elektrisk ladede partikler – den såkaldte solvind – blæser skyen væk og skaber kometernes smukke haler.

Inden de når hertil, er kometkerner dog sorte som kul og dermed meget vanskelige at få øje på – i hvert fald set i synligt lys. Et ubehageligt scenarie er en kometkerne med en størrelse på 15 km, der for første gang er på vej ind i de indre dele af Solsystemet og har kurs direkte mod Jorden. Selvom sandsynligheden for at vores planet skulle ligge direkte i skudlinjen for en stor hidtil uopdaget komet er forsvindende lille, så er det en trussel, der skal tages med i vores prioriteringer.

Til alt held er det sådan, at vores evne til at opdage truende kometer hele tiden bliver forbedret. Store teleskoper med kameraer, der registrerer infrarødt lys (varmestråling), gør det lettere at fange en potentiel trussel. På den måde arbejder tiden for os, men det er selvsagt vigtigt, at vi fortsætter arbejdet med at finde og følge objekter, der på et tidspunkt kan udgøre en fare samtidig med, at vi seriøst overvejer mulige strategier for at håndtere en trussel, når den en dag viser sig. Som situationen er nu, er det dog stadig vigtigere at se sig for, når du går over gaden, end at gå rundt med nakken tilbage for at holde øje med, om himlen falder ned!

Hvis du vil videre

NASAs websted om asteroider og kometer, der kommer tæt på Jorden

http://neo.jpl.nasa.gov/

Analyse af Chelyabinsk-ildkuglen fra det europæiske rumagentur (ESA).

http://spaceinimages.esa.int/Images/2013/02/Trace_of_an_alien_visitor

Radarbilleder af asteroiden 2012 DA14 fra NASA.
http://www.jpl.nasa.gov/news/news.php?release=2013-063

Blogindlæg om risikoen for nedslag skrevet af Emily Lakdawalla fra The Planetary Society.
http://www.planetary.org/blogs/emily-lakdawalla/2012/10241103-dps-impact-risk.html

Tunguska-begivenheden og generel diskussion af risikoen for nedslag.

http://www.arm.ac.uk/preprints/2009/539.pdf