Hugo Chávez anses af mange i udlandet for at have været en despot med mentale problemer, men i Venezuela er der stadig stor kærlighed til ham.

DIN VERDEN

"Chávez gjorde mig til et menneske."

Maria del Cruz Godoy vægter sine ord over for den spanske journalist fra El País, der stiller hende denne uges guldspørgsmål i Caracas: Hvad syntes du om Chávez?

Maria del Cruz Godoy er pensionist og følte sig for få år siden knapt nok som en del af samfundet, fattig, gammel og analfabet. Regeringen sørgede for at hun lærte at læse i en alder af mere end 60, og i det perspektiv skal hendes flamboyante svar på spørgsmålet læses.

Det er let for os i velfungerende samfund med høj lighed og stærkt demokrati at dømme Hugo Chávez som despot, bindegal eller hvad man ellers - med rette - kan give ham af titler. Han har virkelig ikke gjort et godt indtryk eller efterladt et sundt Venezuela, men et politisk splittet land med inflation, en ineffektiv offentlig sektor og en privat sektor, der stadig lider under hans omfattende nationaliseringer.

Men han fik ændret livet for rigtig mange mennesker, så når man ser kvinder græde på gaden i hovedstaden, er tårerne ægte nok. Ligesom frygten for fremtiden også er rimelig.

De færreste tilhængere erkender dog, at Chávez godt nok hjalp dem med at læse og fik fattigdommen ned fra 49 % i 1999 til 27,8 % i 2010, men hans økonomiske politik har på ingen måde været båret af sund fornuft. Det ses allertydeligst i sammenligning med andre latinamerikanske lande som Chile, Peru og Brasilien, der klarer sig mere end fint med både vækst og dalende ulighed.

Efter 14 år ved magten lykkedes det ham også at få kontrol med både domstol, militær og medier, hvorfor det demokratiske efterslæb begynder at blive betragteligt. Hvis vicepræsident Nicolas Maduro bliver valgt til den næste leder, vil der næppe ske noget videre positivt på demokratifronten, men den dårlige økonomi bliver vanskelig at løbe fra.

Navnlig med udsigten til lavere oliepriser på verdensplan. Venezuela er et af verdens relativt få olieeksporterende lande og sammen med Ecuador det eneste sydamerikanske land, der er medlem af OPEC. Man skulle tro, at landet i de gode tider, som hele regionen har oplevet i de senere år, ville stå særligt stærkt på grund af sin erfterspurgte ressource. Navnlig fordi prisen på olien har været meget høj gennem Chávez' regeringstid

Kommentatorerne over hele verden er enige om, at der er lang vej, hvis økonomien skal rettes op. Og risikoen for mere populisme i Chávez' ånd er fortsat til stede.

Hvis overklassen i landet ønsker sig tilbage til tiden før Chávez, bliver de nok også skuffet. Chávez var måske en ener med sine lange, trættende taler, sine skøre indfald og endnu vildere udfald mod omverdenen, men valget og genvalget af ham står som bevis på, at der under alle omstændigheder skulle ske noget med Venezuela i forhold til at opnå større social retfærdighed. Den proces vil næppe kunne sættes i back gear uden store protester til følge.

Uanset om landet har en Caudillo i spidsen eller ej.

Hvis du vil videre

Blogindlæg i den spanske avis El País, som kommer tættest på at forklare, hvorfor Chavez var elsket og vil blive savnet af nogle, mens andre ånder lettet op
http://internacional.elpais.com/internacional/2013/03/01/actualidad/1362168261_313377.html

Blogindlæg fra den chilenske avis La Tercera, som nuanceret forklarer arven efter Chávez og om hvorfor man hverken skal forvente - eller ønske sig - at komme tilbage til tiden før 1999.
http://blog.latercera.com/blog/pnavia/entry/chávez_no_morirá_nunca

Dansk blogindlæg med fokus på økonomien og med sammenligninger med andre lande i regionen

http://americas.dk/