DIT SAMFUND

En mandag aften i november stod de sociale medier nærmest i brand. Chok og vrede blev udtrykt meget direkte af dem, der havde set dokumentarfilmen Adoptionens Pris på TV2. Den handlede om en lille pige fra Etiopien, der var blevet adopteret af danske forældre, men som nu var blevet anbragt på et børnehjem med diagnosen "tilknytningsforstyrrelser".

Filmen skildrede hele processen fra adoption til beslutningen om at anbringe pigen uden for hjemmet. Via reaktionerne kunne man forstå, at forældrene virkede "kolde" og "egoistiske", ligesom flere har spurgt åbent om ikke, man skulle overveje helt at stoppe adoptionerne, fordi der ligger et "imperialistisk tyveri" bag.

Blandt voksne adoptivbørn er udsendelsen også blevet diskuteret. Ina Dulanjani Dygaard er 21 år og blev adopteret fra Sri Lanka, da hun kun var 49 dage gammel.

"Jeg kan godt forstå, at så mange er påvirket af filmen. Det er jeg også selv, og der er kommet en meget hård kritik især på Facebook. Det har givet mig lyst til at vende debatten. For det er vigtigt, at vi går konstruktivt til det her. For den familie, vi så skildret er langt fra repræsentativ," som Ina Dulanjani Dygaard udtrykker det. Hun sidder i hovedbestyrelsen for Adoption og Samfund og er formand for Adoption og Samfund Ungdom.

Ina Dulanjani Dygaard ærgrer sig over, hvis den meget omdiskuterede dokumentar kan være med til at sætte spørgsmålstegn ved adoption fra andre lande. I hendes øjne er adoption kun en positiv ting.

"Adoption er en god ting, fordi det redder menneskeliv. Sådan sat helt på spidsen, er der børn, der ikke ville leve i dag, hvis ikke de var blevet adopteret af nogen, som kunne tage sig af dem. Adoption er, at man får en ny chance i livet. Jeg priser mig lykkelig for at være blevet adopteret. Jeg er født med en svær lungesygdom og havde det ikke været, fordi jeg var i Danmark, da sygdom viste sig første gang, så ville jeg have været død i dag," fortæller Ina Dulanjani Dygaard, mens hun samtidig erkender, at det bestemt ikke har været let at være adoptivbarn. I lighed med andre adopterede har hun kæmpet med følelsen af at være blevet forladt.

"Uanset hvor gammel, man var, da man blev bortadopteret, så går alle adopterede gennem samme mønster. Man er alle blevet forladt. Selvom jeg var meget, meget lille, så har det stadig voldt mig problemer. Sådan en lille baby har jo også nået at knytte sig til sin mor, inden man pludseligt bliver givet væk. Det er stadig svært for mig at acceptere, men sådan er det og jeg har lært at leve med det efter både angst og depressioner. I ens underbevidsthed kan man jo nå at samle rigtig meget op fra sin første levetid," fortæller Ina Dulanjani Dygaard.

Ikke alle kan hjælpe lige godt

Selvom det psykologiske mønster hos adoptivbørn har nogle klare lighedstegn, er de enkelte også lige så forskellige som resten af befolkningen, og det vil sige, at de reagerer forskelligt og udtrykker sig forskelligt. Derfor er det utrolig vigtigt, at de personer, der rådgiver adoptivforældre og som prøver at hjælpe børn, der har det vanskeligt, er klar over, hvad man skal være opmærksom på. Og det er ikke alle steder i systemet, man har den specifikke viden, der skal til, påpeger Robert Jonasen, psykolog og leder af de adoptionsforberedende kurser under Familiestyrelsen.

"Der findes god forskning bag adoption, men problemet med den er, at tallene bag adoption sjældent giver os den specifikke viden, der er behov for. Den mangler vi at få udredt til bunds. Det betyder, at problemstillinger kan eskalere ganske hurtigt, når maskineriet bliver sat i gang og et barn eksempelvis kommer ind i det psykiatriske system. Hvis man til gengæld i omgivelserne har en specifik viden om adopterede børns psykologi, så kan man bedre støtte på et tidligere tidspunkt," forklarer Robert Jonasen og uddyber:

"Det kan handle om en sag med ellers ressourcestærke forældre, som har et barn, der eksempelvis falder bagud i skolen og ikke kan sin matematik. Eller det kan starte allerede i børnehaven. Er der tale om et adoptivbarn, er det væsentligt at have en ekspertviden omkring tilknytning, så man afkoder barnets adfærd rigtigt."

Adfærdsproblemerne kan vise sig som angst for at give slip på forældrene om morgenen. Det sker for de fleste børn, men for adoptivbørn kan denne adfærd fortsætte i længere tid. Hvis man blot bruger samme praksis som over for almindelige danske børn, så kan man komme til at gøre det værre for barnet.

"Et adoptivbarn skal typisk have mere plads til at øve sig i at give slip," forklarer Robert Jonasen.

Vigtigt at tale åbent om adoption

Selv relativt store adoptivbørn kan have nogle vaner, som kan tolkes som ikke alderssvarende. Som et barn på otte år, der gerne vil sidde på skødet eller som helt bevidst går fra voksen til voksen og søger opmærksomhed. Det kan være barnets måde at søge kontrol over situationen, så de ikke oplever at blive forladt igen.

"Det er så vigtigt, at der ved disse situationer ikke bliver fejlfortolket ved, at man sammenligner direkte med andre børn. Man er nødt til at vide som omsorgspersoner, at vigtige faser i udviklingen kan være forskudt hos et adoptivbarn, men at det hele normalt harmoniserer sig senere," siger Rober Jonasen.

Alt dette bliver kommende adoptivforældre undervist i, inden børnene kommer til landet og som del af de tre godkendelsesfaser, som alle skal igennem. Men derfor kan det alligevel være svært, når først barnet er der og forældrenes egne følelser pludseligt skal integreres med et barns. Det vigtigste overhovedet er åbenhed.

"Det er afgørende, at man taler åbent med adoptivbarnet om, hvad der er sket. Man skal hjælpe med at sætte ord på de ting, som kan gøre ondt. "Ja, du er blevet forladt, ja det gør ondt, men vi elsker dig og er her for dig. Du skal nok klare det." Man skal til gengæld ikke dvæle ved sorgen og det, der gør ondt. Man kan sagtens komme til at trykke for meget på det ømme punkt og det skal man lade være med. Det er hele tiden vigtigt også at se på, hvor positivt adoption i grunden er. Det hjælper på den smerte, man føler," siger Ina Dulanjani Dygaard.

På det punkt er adoptionsbørn præcis lige som andre mennesker, der bliver udsat for brud, sorg eller det, der er værre.

"Hvis følelsen af forladthed ikke bliver forløst, så reagerer børn med at resignere. De går lige så stille i sorg og rækker ikke ud efter livet. Det er derfor vigtigt, at følelsen af forladthed ikke bliver for tung og for overvældende. Man skal altid huske, at det ikke kun er barnet, der skal tilvænne sig en ny familie, men i høj grad også familien, der skal tilvænne sig barnet og her er det vigtigt, at man kan rumme barnets historie, biologiske forældre og eventuelt kulturelle arv. Man skal kunne rumme, at man altså er en lidt anderledes familie, og at det er en god ting," siger Robert Jonasen.

De voksne adopterede, der ser mest positivt på adoption, er dem, der har oplevet en høj grad af åbenhed gennem deres opvækst. Dem der ikke har været bange for at stille spørgsmål, som de frygter kan såre deres adoptivforældre. Det kræver et enormt mod for det enkelte barn at stille spørgsmål og derfor er det forældrene, der skal sørge for et klima, hvor det er helt naturligt, mener Robert Jonasen, der lige nu er involveret i en dybere undersøgelse af netop det tema.

Imens er det vigtigt ikke på forhånd at dømme adoptivbørn med problemer, såsom Masho fra filmen, til at være "ødelagte".

"Alle kan få et godt liv på trods af en vanskelig start. Og selvfølgelig kan pigen fra dokumentarfilmen også. Det gælder for alle med belastende oplevelser - om det er tidligere gidsler, flygtningebørn eller børn, der har været udsat for vold. Nogle har ikke egentlige traumer, men livstemaer som kan følge dem resten af livet, men disse kan også være en berigelse. Man kan faktisk godt være både belastet og beriget på samme tid," siger Robert Jonasen.

Hvis du vil videre

Fire adopterede har på modkraft.dk skrevet et manifest om transnational adoption. De mener, det er vigtigt ikke kun at fokusere på den enkelte, men på de store politiske og økonomiske sammenhænge omkring adoption.

http://modkraft.dk/artikel/erklæring-om-adoption-september-2012

Organisationen Adoption og Samfund kræver i en pressemeddelelse, at den konkrete sag i filmen Adoptionens pris bliver undersøgt til bunds. Organisationen vil ikke leve med, at der bliver talt direkte usandt om eksempelvis adoptionsbørnenes alder og mener at sagen kan skade adoption generelt.

http://adoption.dk/aogssys/wp-content/uploads/2012/11/Adoptionens-pris1.pdf

Statistik om adoption samles af Adoption og Samfund her

http://statistik.adoption.dk/